TIDFAKTOR ØKONOMI
Uddrag fra Karl Gustafsons bog:
DEUS EX MACHINA
oversat til dansk af Linus Ganman
sprogligt gennemgået af John Valeur
Tilegnelse
Denne bog tilegnes alle dem der er blevet frataget deres menneskelige rettigheder,
der ikke har fået leve på egne vilkår, der er blevet bestjålet for resultatet af sit arbejde,
der har fået deres drømme knuste, der har måttet arbejde som slaver men alligevel har måttet sulte,
blevet undernært, syge og hjemløse, blevet tvunget til underkastelse og fornedrelse,
blevet snydt af deres opdragsgivere og bedraget af deres politikere,
fået falske løfter i udbytte mod stemmer, blevet førte bag lyset i det forfalskede demokratis navn,
blevet hundset med og blevet nægtet at få sin stemme hørt, derer blevet frataget sin menneskeværdi,
men der har nægtet at dø i håbet om at sandheden sluttelig skal sejre.
Mennesket står over for gigantiske problemer i dag
som kan synes at være praktisk talt uopløselige.
På den ene side er der enormt velhavende mennesker
og på den anden side bedragerisk fattige mennesker, der lever i slaveri.
De velhavende lever af de fattiges kampe,
jordens ressourcer er opbrugt og
miljøforurening stiger.
Verdens forskellige monetære systemer og økonomier
risiko for at kollapse som kun en lille procentdel af alle penge
i omløb svarer til reel produktion, resten er spekulation.
Karl Gustafson
FORFATTERENS FORORD
Begreb og definitioner og om fornuftens utilstrækkelighed
For at imødegå en ventet mistænksomhed mod den ny økonomiske teori der præsenteres i denne bog, vil jeg erklære som min opfatning, at et sundt erhvervsliv en forudsætning for velfærd. Et sådant har vi ikke i dag. Dagens erhvervsliv er monopolistisk, hvilket fortsat bliver støttet af den siddende regering. Denne er ikke længere arbejdernes og småfolkets forsvarer eller samfundets ubestikkelige forvalter.
Nittenhundretallets politiske ideologier førte verden ind i en katastrofe der har kostet milliontals mennesker livet og en aldrig tidligere skuet materiel ødelæggelse. Facit blev et tabt århundrede.
De fleste ved ikke og vil ikke vide noget om økonomi, fordi at man har fået for sig, at man ikke begriber noget af denne disciplin. Dette er en sund reaktion fra et mentalt friskt menneske, eftersom den nutidige økonomi faktisk er irrational og søgningen efter rationalitet i dagens »system« dermed bliver frugtløst. Man forventer sig at kunne begribe noget der ikke går at begribe og tror derfor, at man er dum. Når så forslaget om tidskat giver den naturlige og selvklare udtydning af virkeligheden indser man pludseligt, at det der tidligere var ubegribelig ikke beroede på at man var dum, men på at man var blevet luret til at tro på en løgn og havde fået forestillingen, at det falske var det sande.
Mennesket må leve i overensstemmelse med naturen. For at overleve må det tilpasse sig til naturens love. Min forhåbning er, at bogen skal stimulere læseren til egne anstrængelser at finde årsagerne til dagens samfundsproblemer og deres kobling til økonomien. Derefter kan vi sætte i gang med at løse op nuværende misforhold og starte en dialog omkring motiv, årsager og virkning.
Men at forstå og at acceptere er to helt forskellige ting. De gamle økonomiske spil er så vel etableret, at man til og med får nobelpris for økonomiske spilleteorier. Der spørges derimod ikke hvorvidt økonomien er objektivt retslig eller ikke. Med termen retslig mener jeg her ikke politik eller retsvidenskab, men at menneskelige meninger og handlinger overensstemmelse med de naturlove der har gjort livet mulig. I sig selv er økonomien et målesystem (burde være det!) og en metode for at muliggøre og understøtte køb og salg af varer og tjenester. Egenskaben af værdibeskytter er en mere diskutabel side.
Et målesystem må ikke variere som dagens økonomi gør – hvert minut, hvert sekund, året rundt. På sådanne præmisser kan intet planlægges, forudsiges eller beregnes, hvis man ikke sidder som edderkoppen i nettet og bestemmer hvilke regler og baseværdier der skal gælde i hver stund.
Derfor har vi en økonomisk krise, der sammen med dagens politik medvirker til en kamp mellem forskellige særinteresser. Der råder en eneherskermentalitet i verdensøkonomien, hvilket er så langt væk man kan komme fra socialt ansvar, menneskelig værdighed, etik og moral.
HVAD ER TIDSKAT
Først nogle ord om begrebet. Begrebet tidskat og tidskattesystem virker besynderlig for mange, trods at det siger præcis hvad det handler om. Ordet tidskat kan blive set på som en forkortelse af tid-faktor-skat. Faktor er en betegnelse der indebærer, at størrelse skal multipliceres eller divideres med noget, i dette fald med en variabel (timelønnen). Man kan altså tale om tidfaktor-løn (den almindelige løn vi har i dag: arbejdstime multipliceret med timeløn) og tidfaktor-skat (forkortet tidskat), der er den ny ting. Disse to udtryk sammenfatter forslaget om det ny skattesystem der kaldes tidskattesystemet. For første gang i historien kan det samme princip bruges for både løn og skat.
Hvis vi betaler skat efter det samme princip som vi får løn, det vil sige et vist antal skattetimer multipliceret med vores timeløn – lige mange timer for alle, har vi indført tidsberegnet skat og dermed lagt grunden til det tidskattesystem der præsenteres i denne bog.
Det betegnende for naturlover og naturlovs ækvivalente eller analoge systemer, at de fungerer uanset om man ved om dem eller ikke, uanset om man forstår dem eller ikke. Når det gælder tidskattesystemet skal man vende sig til at man accepterer det rimelige i, at vi skal have det samme princip for skat som for løn: løn per time og skat per time.
Ifølge min mening bør vi skifte den gamle betegnelse skat ud med den ny betegnelse samfundsafgift. Dette for at understrege, at skat er et ubestemt og subjektivt skøn i et retsløst klassesamfund. Ordet samfundsafgift dækker bedre hvad det hele bør handle om, nemlig: en samfundsafgift der måles i tid og fastsættes hvert år og der skal dække omkostningerne for vores fælles forpligtelser. Denne skattetid skal være nøjagtig lige lang for alle. På denne måde får vi en samfundsafgift der belaster alle nøjagtig lige meget i en objektiv konstant, nemlig lige mange timer, men forskellig hvad gælder den subjektive del, nemlig timelønnen der varierer.
I det ny skattesystem er der kun en eneste afgift, tidskatten, som jeg altså vil give betegnelsen samfundsafgift. (Alle andre skatter afvikles, udentage diverse miljøskatter der bliver tilbage under en vis tid).
TIDSKATTEN – EN LØSNING PÅ URETFÆRDIGHEDEN I DAGENS SKATTEPOLITIK
Alle skal i samfundsafgift betale lige mange timer multipliceret med deres timeløn, lige mange timelønner af den tid som alle har lige meget af, nemlig de 24 timer i døgnet og en arbejdsdag på for nærværende 8 timer, men der i det ny tidskattesystem umiddelbart kunne sænkes til 7 timer.
I skattehenseende bliver da tidfaktoren den konstant (antallet skattetimer) der skal multipliceres med en variabel (timelønnen), for at beregne tidskatten (samfundsafgiften). Lige mange timer for alle ganger timeløn er en såvel ensartet som retfærdig beregningsgrund for vores samfundspligter. Resultatet bliver, at alle skal betale lige lang tid af deres liv i skat hvert år, hverken mere eller mindre, men forskellige summer er afhengig af den timeløn vi får.
På lønsiden er tidfaktoren der fra gammelt af og opfattes som helt naturlig; vi får dobbelt så meget betalt for to timers arbejde som for en times arbejde. Variabeln timeløn afspejler graden af vores kompetence eller rettere sagt andre menneskers vurdering af vores varer og tjenester gennem markedsmekanismen tilgang og efterspørgsel. Konsekvensen af dette enkle tiltag og forandring af skattesystemet bliver de mest forbløffende virkninger i hele økonomien. Det grundlæggende princip i tidskattesystemet er altså, at ingen skal bruge at arbejde længere tid end nogen anden for at betale skatten. Dette kan ske, uden at staten taber skatteindtægter, hvilket er let at regne ud.
NATURHARMONISK SYSTEM GIVER PRÆCISION
En af økonomiens hjørnestener – skattesystemet – kan nu få den samme lovmæssighed som andre videnskabelige systemer, med faste regler og således lige vilkår for alle. Det eneste vi trænger til at gøre er at indføre en naturkonstant (tidfaktoren) som værdibase. Denne er desuden en menneskelig værdibase der fungerer som absolut korrigerende faktor i tidskattesystemet. Målesystemet for skat er dermed naturlovsanalogt, til vis del også naturlovs ækvivalent.
Gennem at forvandle den gamle skattemodel til et naturharmonisk skattesystem, betaler ingen mere eller mindre skat end nogen anden – regnet i tid. Man betaler forskellige pengebeløb afhængig af den timeløn man har, hvilket kan sammenlignes med en proportional skat, men kun inden normaltidsarbejdet, der for nærværende er 8 timer/dag. Når det enkelte individ har opfyldt sin tidskat, der altså er lige lang for alle hvert enkelt år (for eksempel 4 timer/dag), er alle arbejdstimer derudover skattefrie. Dette indebærer bedre selvfinansiering, mindre lånebehov og faldende rente. I og med at arbejdsløsheden dermed hurtigt forsvinder får staten mere i skat end tidligere. Skattetrykket kan da principielt sænkes.
OVERTIDSARBEJDE
Overtidsarbejde bliver i tidskattesystemet helt skattefrit og tilfalder til 100% den der ofrer sig. Overtid er tid udenfor normaltidsarbejdet = 1.870 timer for øjeblikket i Sverige, men som jeg mener kunne sænkes til 1.600 timer/år.
Dagens skattetryk plus alle synlige og skjulte renter og afgifter svarer til mere end 7 timer af arbejdsdagens 8 timer, for den lavtlønnede. Med en times skattefri overtid/dag, ville den lavlønte således kunne øge sin købekraft med 50-100% allerede fra begyndelsen. De skjulte renter der indgår i lejer, varepriser og tjenester kan siden ophæves i og med at menneskers købekraft og selvfinansieringskapacitet øger. At overtiden er skattefri kommer til at få sin største betydning i tidskattesystemets indledningsfase, for successivt og spontant at jævnes ud når grundbehovene og grundtrygheden konsolideres.
Stræbet efter livskvalitet kommer derefter at rette sig ind på kortere arbejdstid, hvilket også fungerer som konjunkturregulator. Hvis man betragter de totale årsindtægter, indebærer dette at skatten beregnet på årsindtægt successivt synker når man har opfyldt sin tidskat, i forhold til den gamle model.
OVERFØRSEL AF SKAT = SKATTEINCIDENS
Overførsel af skat [sv. skatteövervältring] er en gammel kendt uretfærdighed, som ingen ideologi eller politisk parti tidligere brydt sig om at lægge navn til. Forholdet beskrives i ældre oplag af Svensk Uppslagsbok ligesom i Nordisk Familjebok. I senere oplag er artiklen borte. Se på ord der begynder med skatt-! Den tidligere beskrevne form af overførsel af skat elimineres umiddelbart af tidskattesystemet.
Skatteplanering, der i praksis kun er tilgængelig for højlønte, er et fristående privilegium, der ikke har med skatteincidensen at gøre, men naturligvis kan samvirke med denne, og gøre sagen endda værre. Parallelt med dette kommer vi til rette med en mængde andre fejl i det gamle økonomiske system: den ny økonomi kan stabiliseres, ingen inflation, skatteplanering bliver ikke mulig, selvfinansieringen forbedres, renten synker, købekraften og efterspørgselen øger, lavere rente giver nye investeringer der danner nye bedrifter, arbejdsløsheden forsvinder, transfereringerne minsker, arbejdsløshedstøtte m.m. bliver unødvendig og skattetrykket minsker (flere arbejdende personer der betaler skat), men statens skatteindtægter øger. Statsgælden kan amorteres og menneskers livskvalitet øger (mindre stress og psykosomatiske sygdommer). Systemet er globalt gyldigt.
FORENKLET SELVANGIVELSE
Det tidskattesystem der anbefales her er selvregulerende til mere end 95 procent. Det eneste der trænges som selvangivelse i forbindelse med det ny skattesystem, begrænser sig til at opgive timepengen, som individuel og officiel selvangivelse, og arbejdstider, hvilket sker automatisk.
Hver lønmodtager angiver sin timeløn ved begyndelsen af hvert år og får et timelønkort fra skattemyndigheden, som bekræftelse på selvangivelsen. Udover dette skal man principielt ikke til at gøre noget. Selvangivelsen er et offentligt dokument og en timelønkalender, der omfatter alle skattepligtige, oprettes regionvis. Al bearbejdelse af opgaverne sker i computere og resultatet bliver en dramatisk forbedring af menneskers livskvalitet, samtidigt som statens indtægter og soliditet bliver øget.
Finansministeriet fastsætter landets middeltimeløn med ledning af selvangivelserne og beregner hvor mange middeltimelønner der må tages ud det aktuelle år for at dække statsbudgettet. Det kunne for eksempel være 724,5 timer per person og år. Disse beregninger tager ikke mere end nogle sekunder ved hjælp af computere. Den hele befolkning får da umiddelbar information om statsbudgettets omfatning og landets økonomiske status, i termer som alle kan begribe. Gennem at vi bruger tidsfaktoren som beregningsgrund underlettes forståelsen enormt. Hver enkelt kan da på en helt anden måde end i dag relatere cifrene til sin egen livssituation og vinder på så måde også klarhed i de egne udgifter man kommer til at have under året. Dermed kan alle planere sin økonomi og gøre op holdbare planer for investeringer og så videre.
Det ovennævnte timelønkort er nøglen til arbejdet. Ingen lønmodtager kan, uden at forandre sin selvangivelsesopgave, tage højere timeløn end den han har angivet for det arbejde som han normalt udfører. Man kan derimod have flere timelønkort (A, B, C…) hvis man arbejder på flere steder. Hvert kort kan dog bruges kun på sin specifikke arbejdsplads og intet følgende kort må overskride A-kortets timeløn. A-kortet tilhører den arbejdsplads hvor individet opholder sig den meste af arbejdstiden.
Det går ikke at fuske i systemet; spekulation bliver vanskeligere, renten falder mod nul, investeringerne øger, arbejdsløsheden ophører, alle får en retfærdig del af resultatet af sit arbejde, skattetrykket mindskes samtidigt med at staten alligevel får højere skatteindtægter (flere i arbejde), statsgælden kan amorteres, arbejdstiden kunne sænkes betydelig m.m. I kombination med en ny lovgivning om ejendomsret ville alle, der ønsker det, have mulighed til at blive delejere i deres arbejdspladser og dermed kunne forandre deres livsvilkår.
Kan det være sandt? Døm selv! Det er ikke sandt fordi jeg påstår det, men fordi at det går at bekræfte med kausal videnskabelig metode.
KONTROLMULIGHEDER
Tidsafregning er den mest effektive kontrolmetode der er til stede, eftersom personlig fysisk nærvær er nødvendig og målesystemet er neutralt, umanipulerbart, globalt gyldig og naturanalogt. Timelønkortet kan, hvis det viser sig nødvendig, være udstyrt med et flertal identifikationsmuligheder, for eksempel klassiske identitetsdata, finger- og håndaftryk, DNA-identifikation, stemmeanalyse, biometrisk analyse, iriskontrol eller andre praktiske og sikre løsninger.
Nogle mennesker har udtrykt uro over at tidsskattesystemet, med de kontrolmuligheder, der kan tillæmpes ved tidskatningen, kunne føre frem til en superkontrolleret politistat. Denne risiko synes mig yderst lille og foreligger i langt højere grad i dagens samfundsformer, hvor den ofte er en konsekvens af svag samfundsånd til følge af blandt andet sociale misforhold, der skyldes for store fiskale krav og påkendinger på individene. Og det er jo netop disse misforhold som tidsskattesystemet er til for at ophæve.
Det mest ønskelige ville naturligvis være at slippe væk fra kontroller helt, og at alle individer viste selvdisciplin, opfyldte deres pligter og opdaget at det lønner sig bedre at være konstruktiv end destruktiv. Denne tilstand har store muligheder at opstå i tidsskattesystemet, eftersom dets konsekvenser er så attraktive for de fleste. Det lønner sig helt enkelt bedre at opføre sig ordentlig end at bryde reglerne. De kontrolmuligheder, der er blevet skitseret her, er kun en ekspansionsreserve, der kunne tillæmpes, men trolig ikke bliver nødvendig.
Der er et alternativt, hvor individet ikke står til regnskab overfor staten. Hvis bedriften garanterer tidsskatten til staten, så er der ikke behov for individuel tidsafregning til skattemyndigheden. Det er fuldt tilstrækkelig at tidsafregningen styres internt på bedriften og skatteindbetalingen fra bedriften svarer til den skat der er beregnet gennem angivelse af timeløn og antallet lønmodtagere, der er kendt på forhånd.
Bedriften indtægter går ind på sparekassens skattefri konto, hvorfra alle ansatte og også bedriftslederen får sin løn. Ved lønudbetaling betales også den tidskat der gælder for aktuelt budgetår. Denne tidsafregning er kontrolinstrumentet for såvel bedriftens bogføring som skattemyndighedens kontrol. Eftersom timelønangivelsen er et offentlig dokument, ved alle om bedriftens status i dette henseende, ligesom de ansattes timelønner. Skatten kommer desuden ind samtidig med lønudbetalingene. Skattemyndigheden ved hvor meget skat der normalt kan forventes fra hver bedrifts medarbejdere sammen, ligesom andelen til hvert individ i det totale skattebeløb. Dette fremgår af tidsafregningen, der altså må stemme med selvangivelsen og med det beregnede slutbeløb. Sygefravær og andre gyldige fraværsårsager bogføres og dækningsgarantien for grundbehovene korrigerer den økonomiske stilling i overensstemmelse med de beløb der gælder for individet.
SORTARBEJDE IKKE LÆNGERE MULIGT
II dagens skattesituation kan mange ikke leve af sit arbejde, særlig hvis man har lav løn. Mere end 7 timer af 8 timers arbejde bliver taget fra den lavtlønnede, hvis man regner med synlige og skjulte skatter, afgifter og renter. Det der bliver overs skal man leve for og det holder ikke for et ordentligt liv. Mange kommer derfor frem til at hvis man jobber sort, kan man styrke sin købekraft betydelig i dagens økonomi. Det sorte arbejde udføres som regel til lavere timeløn, men giver alligevel et anselig tilskud til kassen. Den der ansætter sort arbejdskraft får betydelig lavere udgift og får et arbejde udført som han ellers ikke ville have råd til. Det sorte job begrænser ikke det normale arbejdsmarked, eftersom sortarbejdet aldrig ville blive udført til normal pris. Sortarbejderen forbedrer sin forsørgingsevne og slipper bruge socialhjælp, hvorfor staten får lavere udgifter.
I tidskattesystemet hverken må eller kan arbejdsgivere ansætte arbejdskraft, der mangler timelønkort. Lønmodtagere må ikke arbejde uden et sådant. Bedriftens alle indtægter går ind på en skattefri konto i en sparekasse, hvorfra penge til lønner og investeringer tages ud ved behov. Disse udtag meldes automatisk og tidskat betales i forbindelse med lønudbetalinger. (Sparekassen kan fungere som factoringselskab, til selvomkostningspris.) Den sorte job bliver umulig gennem at arbejdsgiveren ikke kan udføre en lønudbetaling fra ovennævnte konto uden at lønnen kvitteres med timelønkortet til en lønmodtager.
Hvis lønudbetaling fra kontoen alligevel på en ubegribelig måde ville lykkes uden en samtidig kvittering, bliver det hele automatisk set som et udtag af løn til arbejdsgiveren selv. Denne får da tidsafregningen registreret på sig, og må selv betale skatten. Dette taber alle parter på. Arbejdsgiveren har med stor sandsynlighed bedriftens højeste timeløn, hvorfor udtaget fra bedriftens konto bliver det største mulige, samtidigt som arbejdsgiveren ikke selv tilegner sig denne løn. Det hele bliver i stort set det samme som at arbejdsgiveren tager pengene fra sin egen lomme for at betale sortløn, men da disse penge allerede er beskattet, er der ingen grund for nogen (naturligvis foruden arbejdsgiveren) til at vise sure miner.
Ikke engang for den der jobber sort er der noget at vinde på. Eftersom sortjobberen ikke får nogen tid rapporteret på sig via sit timelønkort, så mindsker hans chancer at opnå den skattefrihedsgrænse hvor han har opfyldt alle sine skattetimer for året og derefter kan arbejde og tjene penge helt skattefrit. Det sorte arbejde ophører.
Sagen ses desuden daglig hos skattemyndigheden, og hvis forholdene viger af fra det beregnede, kan myndigheden gøre en revision. Computeren giver signal hvis afregningen ikke er i overensstemmelse med det forprogrammerede kalkule. I computeren er altså hver lønmodtagers timeløn noteret, arbejdstiden rapporteres daglig og det bliver en sum der allerede tidligere er kendt. Hvis denne afviger fra det normale giver computeren signal. Det er hvor enkelt som helst.
ARBEJDSGIVERE OG EJERE AF EGNE VIRKSOMHEDER
Arbejdsgiveren/bedriftslederen har i normale fald ikke fordelen at tilegne sig skattefrit overtidsarbejde, hvorfor denne ikke har nogen nytte af at få overtidstimer rapporteret på sig. Hans kompensatoriske fordel er at han selv bestemmer størrelsen på sin timeløn, som han også tidskatter for. Hvorvidt bedriftslederen skal få betalt for overtid, som han siden skatter for eller ikke, kommer an på arbejdets art og er et spørgsmål der kan diskuteres. En vigtig grund til ikke at bruge et sådant system er at bedriftsejeres overtidsarbejde er et fænomen der er associeret med det nuværende »system« og der fører til at mange bedriftsejere stresser sig til sygdom og dør i utide. Dette gælder særlig ejere af små eller egne virksomheder. Ofte pådrager sig disse bedriftsledere hjerteinfarkter, hjerneinfarkter, mavesår eller andre stress sygdomme på grund af overanstrengelse, som en følge af dagens helt gale økonomiske røverspil og skatteudplyndring.
Kombinationen rationalisering, omorganisation, nyinvesteringer, nyansættelser og den udeblevne overtidserstatning afholder forhåbentlig bedriftsejeren fra at brænde sig ud og dø en for tidlig død. En levende bedriftsejer er til større glæde for samfundet end en død. Til følge af de urimelige krav dagens system stiller på ejere af små bedrifter og småbønder, tvinges disse ofte at arbejde langt mere end normalarbejdstid, selv med krav på statistik og bureaukratisk papirarbejde, helt til ingen nytte. I løndom fusker også mange bedriftsledere med økonomien eftersom det økonomiske slutresultat ikke giver den standard der tilsvarer opofringen, de resultatforventninger der på naturharmonisk måde er selve drivkraften til konstruktiv ambition og til bedriftsledelse.
I tidskattesystemet bliver forholdene inden erhvervslivet kastet om. Gennem den øgede selvfinansieringsgrad kan der fra menneskelig til teknisk kapacitet gøres ønskelige arbejdsaflastende investeringer, der overtager store deler af bedriftsejernes opgaver. Disse kan da konsolidere deres bedrifter og arbejde normal arbejdstid, ligesom de øvrige ansatte i bedrifterne og derudover få højt produktionskapacitet med på købet. De slipper også at beskæftige sig med skatteinddrivning og produktionshæmmende skattebureaukrati, som de i dag udfører gratis for staten. Bedriftsejere lever i dag oftest et synderlig usundt liv, der er uøkonomisk både for dem selv og samfundet. Et bedre økonomisk klima for bedriftsejerne tillader også disse at få et kvalitativt bedre og længere liv, hvilket i sin tur er til gunst for bedrifterne og samfundet/staten. Arbejdsbelastningen for bedriftsejerne bliver lavere efter at tidskattesystemet er blevet konsolideret, i takt med at bureaukratien minsker. Planeringen bliver mer overskuelig, udholdelig og pålidelig. Dertil medvirker også øget soliditet, egen risikokapital og synkende renter.
Som kompensation for udeblivet skattefri overtidserstatning for ejere af små og middelstore bedrifter har de andre fordeler, f.eks. fri afskrivningsret for investeringer og skattebefrielse for disse efter fastsatte regler. Bedriftsejeren kan i stor udstrækning selv bestemme sin løn og fra bedriftens sparekassekonto tage det beløb ud som han ønsker. Han må naturligvis betale skat som alle andre ved udtaget, men så længe pengene står på kontoen belastes de ikke med nogen skat. Bedriften som juridisk person betaler ingen skat, men er kun beregnet til at forsyne sine kunder med varer og/eller tjenester samt medarbejderne med indtægter. Bedriftens opgave er at være en »moneymaker,« der producerer kapital til lønner og investeringer. Store bedrifter kan fra begyndelsen af tidskattesystemets indføring trænge særskilt lovgivning. Men da store monopolbedrifter bliver udsat for stærk konkurrence, (en effekt af det ny system), brækkes konglomeratbedrifterne med tiden ned til mindre enheder og særskilt lovgivning bliver snart overflødig.
FRIE BEDRIFTSEJERE
Kunstnere, forfattere og andre s.k. fri bedriftsejere har som regel meget ujævne indtægter i dagens økonomi. I tidskattesystemet forandres dette forhold på en radikal måde, eftersom alle mennesker får et overskud på sit arbejde og kommer til at give større plads i sit budget for kultur end hvad man har råd til i den gamle økonomi. Hvordan beskattes da disse frie bedriftsejere i en tidfaktorøkonomi? Alle indtægter må passere sparekassens skattefri personkonto, hvorfra kulturarbejderen tager sine leveomkostninger ud og får tidskatte efter princippet: det totale årsudtag delt med normaltidsarbejdet (1.600 timer). Da får man den timeløn man har undt sig for året og årets fastsatte skattetimelønner udgør tidskat. Resten af indtægterne der ikke tages ud for konsumtion bliver tilbage skattefrit indtil videre. På den måde kan kunstnere sprede deres ujævne indtægter under flere år og en foreløbig stor indtægt trænger ikke til at beskattes til sin fulde værdi det samme år (ligner i vis udstrækning såkaldte skogskontoer).
Nu synes måske nogle, at kunstneres arbejdstid på ingen måde begrænser sig til 8 timer om dagen. Det kan jo periodevis dreje sig om mange flere timer. Men er ikke dette en effekt af dagens økonomi og vrange skattesystem, der ikke accepterer kulturarbejdernes arbejdsorden, hvorved disse i fortvivlelse over deres ugunstige forhold må leve på sultegrænsen og desperat prøve at kompensere deres sædvanligvis usle indtægter med ekstra arbejdsindsatser? Med den oven beskrevne model kan kunstnere og frie bedriftsejere føle sig sikre og kommer til at kunne leve deres liv mere harmonisk og rette sig ind på hvad de er bedst til. Det er en skam for et proklameret demokratisk samfund, med plads for alle, at underkende kunstneres og forfatteres vigtige arbejde og betydning for kultursamfundet.
Hvor indskrænket magthavernes syn på kunstnerene under 1970-tallet kunne ytre sig, blev åbenbart når skattemyndigheden på regeringens opdrag krævede at kunstnerene skulle bogføre hvor mange farvetuber og pensler de brugte, pigment, terpentin, linolie og så videre, hvor mange maleskiver de købte og ejde, hvor mange grundede og halvfærdige tavler de havde og hvor mange færdige de havde solgt og så videre. Præcis som om kulturarbejdet var et fabriksarbejde på løbende bånd. Skatter, afgifter og renter er så høje for de fleste i dag at de hverken har råd til at købe kunst eller bøger, råd eller tid til at gå på teater. Teatrene får ikke tilstrækkelige indtægter for at gå rundt og må derfor leve på statlige ydelser som skatteyderne må stå for. Svensk kulturpolitik er, objektivt set, et mysterium.
N NY OG RIGTIG EJENDOMSRET KAN VÆRE MULIG OG NYDE UDVIKLINGEN TIL RETFÆRDIGHED
Som et komplement til tidskatten kan med tiden en ny lov om ejendomsret indføres. Man kan regne med at tidskattesystemet i sig selv får som effekt at ejerforholdene i samfundet bliver mer retfærdige og demokratiske til følge af at menneskers øgede selvfinansierings evne giver dem mulighed til at starte egne virksomheder eller købe sig ind i de bedrifter hvor de er ansatte. At de fleste sikkert ville tage denne chance er trolig, eftersom det giver dem mulighed til at påvirke sin indtægt og få en retfærdig andel ud af sin arbejdsindsats og delagtighed. Det giver dem desuden større muligheder til at øve indflydelse på bedriften på andre måder. En ny ejendoms-retslovgivning ville dog påskynde denne udvikling i betydelig grad.
Når individet får ejendomsret til resultatet af sit eget arbejde, tidskatten ekskluderet, indebærer dette væsentlig stærket selvfinansiering. Dette kan ske gennem at den der arbejder i en bedrift får lovlig ret til delejerskab i bedriften hvis denne ønsker det. Kapitaltilvæksten bliver da tilbage i den egne bedrift der hurtigt kan ekspandere til sit optimale niveau og konsolideres i både høj kvalitativ og kvantitativ produktions-kapacitet, ligesom i høj livskvalitet for sine dele ejere. I kombination med sådan en lovændring fører tidskattesystemet frem til at ejendomsretten af produktionsmidlerne overføres til alle medarbejdere individuelt. Det skiller sig fra den kommunistiske tanke, at produktionsmidlerne skal overføres til kollektivet; det vil sige i praksis til staten. Det skiller sig også fra dagens s.k. aktieselskab, hvor den der har majoriteten af aktierne i praksis ejer både produktionsmidlerne og afkastet, og arbejderne lever under feudallignende forhold på den samme måde som arbejdet står i forhold til staten i det socialistiske samfund.
I et samfundssystem hvor produktionsmidlerne ejes multiindividuelt af dem der arbejder i bedriften øger omsorgen for firmaets udvikling og lønsomhed, eftersom den øgede lønsomhed tilbageføres til dem der arbejder og ikke til udenforstående gevinstmaksimerende ejere. Dagens bedriftsstrukturer giver modsat effekt; hvis lønsomheden for bedriftsejerne ikke svarer til deres grådighed kan de lægge ned bedriften og gøre tusindvis af ansatte arbejdsløse med efterfølgende tragik. I en multiindividuelt ejet bedrift er dette naturligvis ikke længere mulig.
Man kan også tænke sig at gruppen bestillere og kunder, særlig i distributionsbedrifter, kan få en øget retslig og økonomisk status gennem mulighed til delejerskab. Dette var den gamle kooperative tanke i England (Rubert Owen, 1820-tallet). Et sådant scenario ville være ønskelig blandt andet af den grund at det giver mulighed at bevare stærke lokalsamfund. Bedrifter der på forskellige måder forsørger en bygd kan da ikke kun flyttes eller lægges ned, og på så måde forarme et mindre samfund. Lokalsamfundene udgør hjørnestener i et udholdelig kredsløbssamfund med lokal produktion af vigtige livsfornødenheder og mindskede energispi til følge af reducerede transporter. De garanterer desuden et samfund der ikke er lige sårbart som dagens centraliserede.
SAMMENLIGNING MELLEM DET GAMLE OG DET NY SKATTESYSTEM
Begrebet system bruges i forskellige sammensætninger på mange uegentlige og forkerte måder. Men når det gælder naturvidenskaberne og den teknik der er blevet fremfødt fra øgende kundskab om natursystemernes funktionsmåder, frembæres ingen tvivl om at grundprincippet i disse er at naturlovene styrer med indbygget automatik, selv om vi fortsat står spørgende overfor nogle forbindelser der endnu ikke er blevet klarlagt. Uanset hvor meget eller hvor lidt vi ved om natursystemerne, så fungerer disse optimalt for at fremme livets opkomst og fortsatte eksistens, så længe ikke mennesket tilfører naturstridige elementer som grådighed og urimelige krav på magt og så videre.
Dette indså man underligt nok allerede på 1790-tallet i Frankrig. Man valgte der at standardisere alle rumlige mål i landets målesystem til metermålet, der sattes til en timilliondel af jordmeridiankvadranten (afstanden fra nordpolen til ækvator). En mer nøjagtig værdibase end denne havde man ikke behov for da. Men det interessante er at man faktisk indså det nødvendige med værdibaser for menneskelige aktiviteter, i dette fald fysiske mål. Alle øvrige mål i det internationale målesystem SI (Système International d’Unités) stammer i dag fra metersystemet. SI-systemet er et eksempel på et ægte naturanalogt system med værdibaser knyttede til fikserede værdier i naturen.
SI-systemet beviste at vi kan danne naturlovsanaloge systemer for samfundets materielle og fysiske opbyggelse. Disse kan vi siden tillæmpe efter vores specielle behov. Ved konstruktionen må vi være opmærksom på det uvilkårlige forbindelse mellem årsag og virkning, eller med et fint ord: kausalitet, sådan at ingen uforudsete effekter opkommer. Fundamentalt for vores fortsatte eksistens bliver da gennem iagttagelser og undersøgelser at prøve at vinde kundskab om natursystemernes kausalitet, og, i de fald da mennesket vil påskynde udviklingen, at prøve at efterligne natursystemernes kausale funktionsmåde.
ET NATURLOVSANALOGT SKATTESYSTEM
Kan et samfundssystem virkelig regulere sig selv? Men da må jeg erindre om at tyngdeloven, planetens rotation og kredsløb omkring solen, gravitationsloven, faststofmekanikken, de stærke og svage kernekræfter (der holder atomerne sammen), de magnetiske og elektromagnetiske kræfter og alle andre naturlover regulerer sig selv. Hvis vi da konstruerer et skattesystem (en af den nuværende økonomis hjørnestener) analogt ud fra naturlovenes struktur, så opstår kausale reaktioner af lignende slag som de fra ægte naturlover. Gør det ikke det, så er systemet ikke naturlovsanalogt. Hvis jeg indskrænker postulatet lidt og siger at kontrol sker optimalt med automatik der er indbygget i systemet, så har jeg udtrykt sagen med fuld dækning for min påstand.
I tidskattesystemet bliver forholdet retfærdig. Intet menneske har mere end 24 timer/døgn til sin rådighed. I vores samfund fordeler sig disse formelt på: 8 timers arbejde – 8 timers fritid – 8 timers søvn. Derfor er det grundlæggende princip i tidskattesystemet at ingen skal trænge at arbejde længere tid end nogen anden for at betale samfundsafgiften. Staten taber ingenting på dette.
RETFÆRDIGHED TIL ALLE
Er det virkelig mulig at opnå retfærdighed for alle i samfundet? De fleste tror at det ikke er mulig. Men hvorfor ville det ikke være det? Hvad er det der gør det umulig? At man ikke har lykkes med det tidligere indebærer ikke at det ville være umulig for al fremtid. Nye opdagelser og opfindelser har i alle tider ophævet gamle forestillinger og overtro. Hvis man gransker uretfærdighederne i samfundet, så er det ganske let at finde årsagene. Men så længe man kun bevogter egne interesser, magtpositioner, privilegier og kriger mod hinanden for at opnå fordeler, uden hensyn til andres livsbetingelser, går det ikke at opnå retfærdighed for alle. Alle mennesker, dyr, planter, andet liv og materia er blevet dannet gennem objektive naturlover og deres livsvilkår må være i overensstemmelse med disse. Det objektive er upåvirkelig af menneskelige viljer og indgreb.
For at livet skal bestå må også samfundets orden være opbygget i harmoni med naturlovenes og livslovenes objektive vilkår. Da siger kværulanterne at det er det samme som den stærkeres ret! Det er ikke sådan på nogen måde. »Den stærkeres ret« er ingen naturlov men en subjektiv vurdering (der undertiden kaldes junglens lov). Naturlovene fremmer livet. Ellers ville vi simpelthen ikke eksistere. Eftersom uretfærdighederne er utallige i dagens verden, er dette bevis for at lovgivningen strider mod naturen. Vi har lover der fremmer enkelte interesser; – gør rige rigere og fattige fattigere, – ødelægger natur, miljø og livsbetingelser i bytte mod gevinster på kort sigt. Lovgivningen er altså forkert (normative lover), den følger ikke naturlovenes vilkår (deskriptive lover). Dette viser sig på mange områder, ikke mindst i økonomien, og da særlig i beskatningen. Fysisk tid tilhører det objektive, eftersom ingen politiske vedtagelser kan påvirke dens bestandighed. Uanset hvad mennesker prøver at gøre med tiden, så tikker den afsted efter naturlovenes vilkår! Tiden er bundet til jordklodens drejning om sin akse og årstidernes vekslinger er bundet til jordens bane rundt solen og jordaksens hældning i forhold til baneplanet.
(Desuden gælder sagen den tid der råder på vores planet hvor vi befinder os, og ikke den tid i universet der kommer an på bevægelse og gravitation.) Se det sådan: Alle mennesker har 24 timer til rådighed per døgn. Tiden er totalt integreret i menneskers liv. Vi bliver trætte af 8 timers arbejde, trænger til at sove 8 timer for at holde os friske og trænger til 8 timers fritid og rekreation for at orke at leve. Vi trænger til solens lys for at hormoner, enzymer og signalesubstanser i vores autonome nervesystem skal kunne opretholde balance i livsfunktionerne, vores mentale kapacitet og kroppens stofskifte. Vi trænger også til mørket der via signalsubstanser (melatonin) fremkalder den hvile, som vores krop trænger til for at overleve. Dette er i stort set fælles for alle. Men livet styres også af et mylder af individuelle fysiske, biologiske og psykologiske værdibaser, der hverken kan over- eller underskrides uden farlige følger for livsfunktionen.
Men, har lovgivningen taget hensyn til dette? Nej, ikke i det hele taget. Ligesom slave ejerne prøver man at presse så stor gevinst som mulig ud fra medborgerne og beslaglægge omtrent 90% af arbejdets resultat for at befæste sine egne positioner og privilegier. Selv om nu teknikken har aflastet menneskerne en mængde fysisk tunge arbejder, så har vi mindre og mindre tid til at leve socialt end tidligere. Er ikke dette underligt? Af denne trend kan man mistænke at jo mere teknikken udvikles, desto mindre tid bliver tilbage for mennesker til at leve som de selv ønsker.
Fysisk tid er altså ens for alle. Det må da være objektivt retfærdig at betale skat efter princippet: lige mange timer multipliceret med individuel timeløn for alle skatteydere, eller kortere sagt; lige mange individuelle timelønner for alle. Med denne enkle og selvklare forandring i skattelovgivningen opstår tusindvis af følgevirkninger, der giver størst mulig retfærdighed til alle.
TIDSKATTEN SÆTTER FART PÅ ØKONOMIEN
I den ny økonomi baseret på tidskat, kommer lønmodtagerens disponible indtægt og købekraft, alternativt selvfinansieringskapacitet, skattefri overtid medregnet, til at blive anselig højere end i det nuværende system. Dette mindsker såvel sociale transfereringsbehov som statslig lånebehov, hvilket sænker både statsgælden og lønmodtagernes lånebehov. Når bankerne ikke kan låne lige mange penge ud som tidligere bliver de tvunget til at sænke deres renter. Da begynder industriens hjul atter at rulle, erhvervslivet får fart, konkurrencekraften og eksportkapaciteten øger på grund af synkende fremstillingsomkostninger og kapitalomkostninger, handelsbalancen forbedres, valutareserven stærkes og statsindtægterne øger eftersom skattebasen bliver bredere. Alt dette sker trods at skattetrykket mindsker, mennesker bliver selvfinansierende og transfereringsbehovet mindsker. I og med at tidskattesystemet etableres har vi også indført stimulanser for arbejdsvilje og initiativ gennem at det lønner sig at arbejde.
TIDFAKTOREN GØR ØKONOMIEN BEGRIBELIG
»Trylleriet« med økonomi i dagens finansverden har sit ophav i at der ikke er nogen økonomisk værdibase som absolut korrektiv. Dagens økonomi går ikke at begribe eftersom der ikke er nogen bestandige regler. Økonomi er et spil lignende Sorte Per, men reglerne forandres stadig under spillets gang. Ingen målesystemer der er subjektivt konstrueret kan begribes af et rationelt tænkende menneske og derfor kan et ikke produktivt arbejdende menneske blive milliardær ved at spekulere i aktier og valutaer, hvilket i sig selv er et parasit på realproduktive menneskers arbejdsresultat. Og noget der er vigtig at notere er at spekulation ikke er et arbejde, men et spil om arbejdsfrie værdier, hvor de der spiller ikke arbejder frem disse værdier selv. Betegnelsen på denne falske økonomi er krematisme, en betegnelse som Aristoteles siges at have etableret.
Når det gælder renterne så er selv individer der ikke har nogen lån nødt til at betale renter. Prisen på alle varer og tjenester indbefatter nemlig renter i flere bagved liggende led og disse renter bliver sendt videre til konsumenten der til sidst må betale renterne i prisen; på varer i snit 30%, på tjenester rundt 50%, i lejer mellem 35 og 86% beroende på bygningsår. Den højere rente gælder nyere bygninger. Gennemsnitlig ligger lejerenten på 56%.
Hvis renten kunne presses mod nul ville alle priser kunne halveres. Dette er mulig ved hjælp af tidskattesystemet. Købekraften ville dobles kun gennem at renten udeblir. Den begrænsning af skattebyrden som den tidsberegnede skat er ophav til øger individets kapacitet til at forsørge sig selv endda mere. Til dette bør komme en ny lov der fastslår individets ejendomsret til resultatet af sit eget arbejde (lønnen), minus den tidskat han/hun i lighed med alle andre må betale.
Gennem at bruge et objektivt fikseret målesystem kan selv et statsbudget blive begribelig og fysisk fattelig for menigmand.
Tidskatten rydder væk overførsel af skat, der i dag ytrer sig sådan at de lavtlønnede betaler mere skat end de højtlønnede målt i tid. Lavtlønnede betaler altså de skatter som de højtlønnede ikke betaler. Hvis vi vil have alle disse positive virkninger og økonomisk retfærdighed – ja, da er det kun i demokratisk orden til at kræve indføring af tidsberegnet skat (timeskat = tidsskat).
OVERTIDSARBEJDE ER BEGRÆNSET
Et grundprincip i tidskattesystemet er at hver lønmodtager, der har opfyldt sin del af samfundsafgiften, ikke betaler nogen yderligere skat på øvrig arbejdstid. Antallet arbejdstimer der må tidskattes bliver fastsat hvert år af finansministeriet på grundlag af statsbudgettets størrelse, de indkomne timelønangivelser og den beregnede middeltimeløn. De muligheder til ekspansiv etablering af nye bedrifter, som tidfaktorøkonomien genererer og der øger efterspørgsel på arbejdskraft, rydder væk arbejdsløsheden, hvorfor praktisk talt ingen trænger til at være bange for at blive uden arbejde. Hvis bedriften hvor man normalt arbejder ikke har plads for overtid kan denne tages ud som skattefrit midlertidig arbejde på andet sted.
Overtidsarbejde er af helsegrunder og i vis udstrækning konjunkturelle årsager reguleret og begrænset. Den absolut højeste grænse for overtidsarbejde en enkelt dag er 4 timer. Et vist år kan f.eks. det tilladte overtidsarbejde opgå til 115 timer (= en halv time per arbejdsdag). Disse timer kan tages ud på forskellige måder med den begrænsning at en enkelt dag aldrig må overskride mere end 4 timers overtidsarbejde. Man kan da arbejde overtid på det egne arbejde, hvilket burde være det almindeligste, eller arbejde med andet på nogen anden arbejdsplads. Man må i det anden tilfælde have yderligere et timelønkort, på hvilket timelønnen dog ikke må overskride den oprindelig opgivne. Alle arbejdede timer må bogføres, selv de skattefrie, dels for at holde kontrol på landets økonomi rent statistisk, dels fordi at arbejdsgiveren skal få gøre tilsvarende afdrag for lønudbetaling fra bedriftens lønkonto.
Overtids timenes praktiske betydning kommer til at være størst direkte efter overgangen til tidskattesystemet da alle kræfter kommer til at blive nødt til at bruges for at konsolidere systemet og bringe den økonomiske situation i balance med såvel de statsfinansielle forhold som med menneskers berettigede behov for livskvalitet.
JO MERE DU TJENER DESTO LAVERE PROCENTUEL SKAT
Ved opfyldt normalarbejdstid i de forskellige timelønklasser udgår maksimalt 45% som tidskat, hvorefter al anden prestationsløn er skattefri. Den totale skatteprocent falder ved øgende indtægt fra overtidsarbejde.
Skatten mindsker altså i forhold til årsindtægten jo mere man tjener forudsat at indtægtsøgningen stammer fra overtidsarbejde og arbejde udenfor normaltids-arbejdets tidskat. Dette bliver den første gang i historien, hvor lavtlønnede betaler lavere skat ved højere årsindtægt. Trods det tilsyneladende paradoks, bliver det dog fortsat helt retfærdig eftersom alle betaler nøjagtig lige meget skat regnet i tid.
DÆKNINGSGARANTI FOR GRUNDBEHOVENE (DGB)
I de tilfælde da en lønmodtager ikke kan gøre hele det beregnede normaltidsarbejde på grund af sygdom, forældreledighed, sabbatsår, uddannelse eller anden gyldig årsag, udbetales dækningsgaranti for grundbehovene (DGB), der er et garantibeløb der skal dække vores grundbehov.
DGB kan opdeles i to funktioner:
1. Et korttidssystem (premiesystem) som man må bekoste selv og der indgår i samfundsafgiften.
2. Et langtidssystem når man bliver fraværende længere tid på grund af sygdom og så videre. I dette fald erstatter den almenne dgb-forsikring. Når man bliver frisk igen, får man fylde på korttidsbeskyttelsen til dens fastsatte niveau. Størrelsen på dette beløb er et forhandlingsspørgsmål, der i den fremtidige blomstrende samfundsøkonomi kan være frikostigere end dagens socialnorm (eksistensminimum). Sædvanligvis bliver dgb relateret til den oprindelige timeløn. Det betyder at dgb erstatter indtægt der er udeblivet ved gyldig fravær fra arbejdet.
Hver enkelt opbærer sin egen forsørgingspligt.
En forudsætning for at man skal få dækningsgarantien for grundbehovene udbetalt er at arbejdsfraværet er gyldig, det vil sige at man af forskellige grunder ikke kan arbejde (til følge af sygdom, svangerskab, forældreledighed, studier, og så videre).
Dette kan selvfølgelig blive opfattet som en indsnævring i den personlige frihed – et forsørgingstvang, hvis man vil bruge et skarpt ord – men det handler egentlig kun om et enkelt solidaritetsprincip. Hvis man vælger at leve på ydelser i stedet for at arbejde tvinger man jo andre til at opretholde den egne selvforsørgelse. Den såkaldte medborgerløn, som nogle foreslår, er således ikke forenlig med tidfaktorøkonomiens tanker. Man kan derfor sige at der i tidfaktorøkonomi bør foreligge pligt til egen forsorg for alle mennesker, undtaget dem der af forskellige gyldige grunder ikke kan opfylde den. Hver arbejdsfør medborger har således pligt til egen forsorg for sig selv og trænger derfor til at finde et passende arbejde. Nogen problemer at finde passende arbejdsopgaver kommer der dog ikke til at være i en tidfaktorøkonomi. En overflod af arbejder bliver nemlig tilgængelig inden alle erhvervsområder.
I dag bliver mennesker ofte deprimerede og handlingslammet til følge af stordriftens sjæledødende tempoarbejde eller arbejdsløshed på grund af rationaliseringer, hvilket er en helt normal reaktion. Denne fremkaldes af at forventningens indfrielse bliver benægtet, det vil sige at den forventning på belønning for en opofring, arbejdsindsats eller forsagelse som individet gør, ikke svarer til individets forventning. Hvis man aldrig får tilstrækkelig belønning for sin opofrelse, mister man livsviljen.
Forventningen kan variere beroende på det politiske tryk individet lever under. Længst nede på skalaen befinder sig slaven hvis vilje til at overleve tvinger ham at udføre det arbejde der afkræves ham indtil grænsen for fysisk kollaps. Længst oppe på skalaen befinder sig slave ejeren hvis krav på gevinst får ham af de menneskelige »produktionsenheder« til at tvinge frem højest mulige afkast, – indtil, eller over grænsen – for individets kapacitet. I den situation hvor produktionsenhederne består af menneskelige individer og tilgangen på slaver er mere end tilstrækkelig f.eks. krigsfanger/ koncentrationslejrfanger kan kravene drives over »produktionsenhedernes« prestationsevne, og deres død er ikke noget hinder for at kravene bliver opfyldt.
I den uhæmmede kapitalismes verden kan kravene til afkast drives hvor langt som helst uden hensyn til individerne eftersom disse erstattedes af roboter og automation og individerne er blevet arbejdsløse. Menneskernes overlevelse er i bægge tilfælde interessante for ejeren til produktionsmidlerne der lader menneskerne gå under. Fænomenet opstår i både kapitalistiske og totalitære samfund.
Det modsatte er altså et ikke-hierarkisk, realt retfærdig samfund hvor menneskers levestandard udgør målet for den førte politik, uden sigte på at berige magthavere og kapitalejere på medborgernes bekostning. Dette kan kun opnåes i et samfund hvor menneskerne selve er deres egne ledere og multiindividuelt er ejere til produktionsmidlerne. Et sådant samfund har aldrig tidligere eksisteret, men er en mulighed i en tidfaktorøkonomi. Eftersom alle samfund hidtil har været opbygget på subordination, altså leder-og-lyttersamfund, har denne struktur under årtusinder blevet konsolideret, hvorfor man må regne med at det kommer til at tage sin tid at balancere de ulejligheder ud som en sådan samfundsorden har fremkaldt og at fostre individer til eget ansvar og indsigter om livsvilkårenes forbindelser – med mange parallelt gående aktiviteter, psykologiske og naturvidenskabelige kundskaber at bygge op frie mennesker. Arbejdsløsheden kommer af helt naturlige grunder til at ophøre når tidskattesystemet bliver etableret eftersom initiativ og investeringer lønner sig og danner utallige arbejdstilfælde i samfundet. Mennesker kan da finde sin rette erhvervsrolle og føle tilfredsstillelsen af at arbejde lønner sig.
I det næste trin øger efterspørgselen yderligere på grund af de synkende priser og gennem at muligheder til skattefri overtid opstår for lønmodtagerne. Lønmodtagernes købekraft stærkes dermed endda mere, hvilket øger efterspørgselen yderligere og giver andre bedrifter anledning til at sælge deres produkter og nyansætte arbejdsløse. Dette øger i sin tur statens skatteunderlag, hvorved skattetrykket kan sænkes. Lønmodtagernes selvfinansieringsgrad øger da, hvilket indebærer at lånebehovet mindsker og da synker også renten, hvorved investeringerne i nye bedrifter øger; det bliver billigere at producere og priserne presses yderligere. Dette er det samme som højere købekraft for de samme penge. Det ser ud som modsatsen til inflation, det vil sige deflation, hvilket det i realiteten ikke er. Prissænkningen beror i første række på en sænkning af prisens rentedel og mindskede kapitalomkostninger.
RISIKO FOR OVEROPHEDNING
Det er ikke mulig på den samme måde som i de fysiske mål/værdibaser at give den selve penge en stabil værdi. Guldmyntfod fungerede nogenlunde godt så længe guldet havde en stabil værdi. I dag er guldet på vej til at miste sin eksklusivitet og har kun en praktisk/teknisk værdi, fortrinsvis som pletning i elektroniske kreds gennem at det næppe oxideres. Når også pengemængden i dag ikke udelukkende cirkulerer som sedler og mynt, men som værdipapir og ikke mindst som cifre i en computer, må man gå en anden vej. Derfor må man gøre reglerna for pengesystemet entydig, hvilket er mulig gennem at bruge den samme metode for skat som for løn. Man får løn relateret til arbejdstid. Skat/samfundsafgift skal naturligvis følge det samme princip.
Økonomisystemet og pengemængden må korrelere med realproduktion og menneskets biologiske/fysiologiske værdibaser. Menneskets fysiologiske værdibaser er i stort set ensartet, det vil sige alle bliver trøtte af arbejde, vi må sove og vi må have rekreations tid for at tåle de belastninger som samfundet pålægger os. Alt dette må døgnets 24 timer rumme. Derfor skal skat tages ud i forhold til brugt tid, sådan at alle skal betale lige mange timelønner i skat. Tiden er det eneste der er nøjagtig lige for alle og lige vigtig for alle.
Når købekraften øger kan der blive tendens til inflation. I tidskattesystemet kommer dog den øgede købekraft fra øgende realproduktion, hvorfor penge og varer balancerer hinanden. Her må vi altså efter en tid indgribe med korrigeringstiltag for at modvirke overophedning, hvilket i første række bør dreje sig om kortere arbejdstid.
Den rette politik er naturligvis at vi manøvrerer yderst forsigtig og undgår alt for hurtige forandringer. Da slipper vi også væk fra stærke deflationstendenser. Efter hvert kommer vi i paritet med verdensmarkedspriser. Hvis vi ville det, så kan vi gennem automatisk øgende produktivitet (automation og robot) presse verdensmarkedspriserne og blive verdens effektiveste industrination.
HVORDAN MAN BLIVER MILLIARDÆR
De fleste mennesker har bare et lille eller intet begreb om hvor meget en milliard kroner er. For at gøre det fattelig plejer jeg at bruge følgende beskrivelse: Hvis en person tjener så meget at denne – efter at have betalt skatter, renter, afgifter, sin leje, sin egen forsørgning, omkostninger, m.m. – alligevel kan spare en million svenske kroner hvert år, så har denne person en temmelig god indtægt, ikke sandt? For at tjene ind en milliard må han/hun arbejde i tusind år. Det siger sig selv at ingen kan tjene ind en milliard. Det må ske på anden måde; nemlig gennem spekulation. Spekulation indebærer altid at penge fordeles om fra dem der udfører realproduktiv virksomhed til dem der ikke arbejder. Vi har flere milliardærer i Sverige.
HVORFOR KORTERE ARBEJDSTID?
Som jeg har beskrevet tidligere kan altså formuen blive tilbage i den egne bedrift og kan bruges for investeringer til optimalt kapacitetsniveau. Dette medfører mulighed til kortere arbejdstid, der jo er en livskvalitet i sig, men der også kan bruges til meget andet: rekreation, udvikling, sociale kontakter, kulturelle aktiviteter og mange andre interesser. Også af psykologiske årsager er en kortere arbejdstid interessant. Eksperimenter med sænkning af arbejdstiden har på senere år vist at kortere arbejdstid (inden sygeplejen og verkstedsindustrien) ikke i det hele taget trænger til at sænke produktiviteten, på sigt snarere tvært om, eftersom ansatte ikke stresser og overanstrænger sig lige meget som tidligere. En kortere arbejdstid fører til bedre helse psykisk og fysisk, psykosomatikken mindsker, sygefraværet synker og så videre.
For øvrig er den virkelige arbejdstid nu til dags efter generelt sygefravær mindre end 1.600 timer, hvorfor ingen praktisk forskel i virkelig arbejdstid opstår. Vi regner da med at menneskers sygefravær kommer til at minske på grund af kortere arbejdstid eftersom modsatsen indtræffer ved længere arbejdstid.
En interessant sekundæreffekt i sammenhængen er at psykosomatikken kommer til at mindske når stressen minsker og mennesker mår bedre, får fremtidshåbet tilbage og kan planere sin tilværelse økonomisk og socialt. Psykosomatikken svarer i nutiden for rundt 80% af pleje omkostninger. Med psykosomatik menes at mennesker reagerer med fysiske sygdommer som følge af psykisk stress og udbrændthed, hvilket ofte forårsages af øgede krav, arbejdsløshed, økonomiske vanskeligheder og deres følgeeffekter, familieproblemer og skilsmisser, boligmangel, eksistensiel uro, karriærejagt og så videre.
De psykosociale krav fører til svækket immuneforsvar, hvorved kroppen ikke kan svare med at læge seg selv som normalt og de første smerter udløser en lang række af følge sygdomme. Plejeapparatet bliver dermed overbelastet og de nedskæringer af plejeomkostningerne som politikerne i vores dage svarer med for at hindre øgende udgifter i statsbudgettet forstærker effekterne, det vil sige mennesker får endda mere bekymringer og sygdommer og kriserne fordybes yderligere.
ØGET VELMÅENDE FOR ALLE
Af det ovenstående kan vi trække konklusionen at helsesituationen i landet kommer til at forbedres dramatisk hvis tidskattesystemet indføres. Fuld beskæftigelse og et ekspanderende erhvervsliv giver økonomisk tryghed, hvilket resulterer i socialt velbefinde og dermed stærket immuneforsvar. I en sådan situation får tilværelsen større mening for hvert individ der da kan planere sit liv og udvikle sin specifikke evner. Lykkelige mennesker får mindre motivation for sprit og stofmisbrug og den selvødelæggende drivkraft kan skiftes mod konstruktiv udvikling. Det øgende psykiske velbefindende der opstår hos flertallet individer forløser kreativitet og initiativ som tidligere har ligget blokeret og ubenyttet. Dette starter en stor mængde nye aktiviteter til nytte for samfundets stabilitet, styrke og udholdelighed.
Med et udbygt og konsolideret tidskattesystem kommer arbejdstiden successivt til at mindske til et niveau der giver mennesker mere tid for socialt samvær. Vi kan uden videre konstatere at den arbejdsbelastning som dagens mennesker er pålagt er en unaturlig tilstand. Ikke engang jæger- og samlersamfundets mennesker for 10.000 år siden arbejdede så meget som det moderne menneske gør. Vi har nemlig ikke udviklet nogen større biologisk arbejdskapacitet under denne evolutionært korte periode, men befinder os fortsat på et niveau som det tager evolutionen millionvis af år at opnå.
Den enorme produktionsøgning som moderne teknik har medført burde indebære at arbejdstiden kan sænkes til biologisk korrelerede sunde niveauer. Dette har dog ikke sket, i stedet har den moderne teknik medført større (!) arbejdsbelastning, trods at det burde være tvært om. Det er åbenbart at der foreligger en alvorlig systemfejl i denne udvikling.
Systemfejlen er igen den konstaterede mangel på værdibase i økonomien. Den kausalkæde der bliver den naturlige følge af tidværdibasens integration i økonomiens skattedel fører til kortere arbejdstid som en af tusind andre effekter. Da kan ikke kun den materielle velfærd forbedres, men også de psykosociale forhold, der nu til dags belaster mennesker udover deres naturlige kapacitet og driver os ind i stress, hjertefejl, mavesår, depressioner, neuroser, psykoser, psykosomatiske sygdommer og ikke mindst den sociale opløsning som samfundet rammes af i alt større udstrækning med skilsmisser, kriminalitet, stofmisbrug og andre destruktive kompensatoriske adfærder som følge.
HVORDAN INDFØRER VI SYSTEMET?
En enkel måde at indføre tidskattesystemet kunne være at bruge en metode med skridtvis øgende tidsintervaller under arbejdsåret, inden hvilket tidskattemodellen praktiseres. Disse perioder ville derefter blive sammenlignet med resterende årsarbejdstid da det gamle system tillæmpes. Det første år kan vi begynde med to måneder, det andre år fire o.s.v.
Eller også kan vi det første år begynde med at indføre den ny skatteordning kun for indtægtsskatten samt fryse alle andre skatter, hvilket ligger nærmest for hånden. Under hvert kommende år kan vi siden inkludere nogen af de andre skatter eller rydde dem væk når statsindtægterne øger og statsudgifterne mindsker. Vi kan da gennemføre tidskattesystemet på 6-12 år og alle får tid og mulighed til at afvikle ufordelagtige arrangementer og tilpasse sig til det ny system. Denne metode ville give plads for udfaldsstudier, korrugering og ind fasning samt i tilsvarende grad afvikling af den gamle økonomiske uorden.
Ovenstående forslag er måske ikke heltdækkende, selv om det indeholder de vigtigste ingredienser der kræves hvis forandringen skal blive funktionsdygtig inden rimelig tid. Mange umiddelbare problemer kan opstå, hvilke er relaterede til det gamle systems mangler, men de er heldigvis af overgående natur.
ET LILLE SAMMENDRAG AF SYSTEMETS TILTAG OG EFFEKTER.
1. Alle skatter undtaget tidskat afskaffes. Preventiv skatter (for eksempel sprit og tobak og andre miljøskatter) kan blive tilbage foreløbig.
2. Hinderne for erhvervslivet bortfalder. Det bliver enklere at starte bedrifter og nyansætte, hvilket sænker arbejdsløsheden.
3. Tidskatten medfører at alle bidrager med lige mange timelønner for at betale skat. Købekraften øger når en tidsgrænse for skatteudtag indføres. Dagens overførsel af skat på de fattige ophører. Skatteplanering bliver desuden umulig.
4. Alle arbejdstimer udenfor tidskatten er skattefrie. Overtid er følgelig skattefri, men udgår med den samme beløb som den ordinarie timeløn. Derved påvirkes ikke produktionsomkostningene. (Undtagelse: Beordret overtid kan i visse situationer erstattes med løntillæg).
5. Mennesker kan beholde en større del af resultatet af sit arbejde end tidligere og kan spare et overskud, der gør at det bliver mulig at selvfinansiere konsumtion, investeringer og uddannelse i højere grad end tidligere. Dermed mindsker lånebehovet.
6. Bankernes udlåning mindsker med tilsvarende beløb som individerne har akkumuleret, hvorfor renten må sænkes for at lokke nye låntagere. Hvis andre muligheder til lån ikke gives kan staten gennem sparekasserne blive skyldig til at bistå med rentefri risikokapital til konstruktive projekter, hvilket danner arbejder.
7. Når renten begynder at falde bliver det efterhånden billigere at investere og danne nye job. Arbejdsløsheden kan afskaffes og skatteunderlaget øger, hvorved skattetrykket og arbejdstiden kan sænkes.
8. Lavere rente mindsker statens renteomkostninger på statsgælden (14 milliarder for hver procentenhed). Samtidig synker statens lånebehov i takt med at bidragsomkostningerne for arbejdsløshed og så videre mindsker og menneskers tilsvarende indtægter øger.
9. Med fuld beskæftigelse øger statens skatteindtægter og statsgælden kan amorteres. Dette sænker renten dramatisk og gør valutaen stærk.
10. Nye investeringer til lavere kapitalomkostninger sænker priserne, øger antallet nye bedrifter, produktionskapaciteten og eksporten øger, hvilket giver eksportindtægter, forbedret handelsbalance og større valutareserve.
11. Importbehovet mindsker, kvaliteten øger, konkurrence stabiliserer priserne.
12. Misbrug, social kriminalitet og psykosomatiske sygdommer mindsker.
13. Ingen boligmangel, lave lejer, eget boligejerskab og delejerskab i bedifter.
14. I den ny samfundsform øger virkningsgraden. Dette giver ressourcehusholdning, recirkulerende produktion, kredsløbssamfund, ophørende miljøødelæggelse, høj livskvalitet, ny teknik, mængder af nye økologiske opfindelser.
15. Tidskatten ophører efter livsarbejdstidens udgang. Pensionister betaler altså ingen skat.
16. Dækningsgaranti for grundbehovene (Dgb) erstatter alle former for sociale ydelser.
Ovenstående udvalg er kun en lille del af tusindvis af forbedringer. For at en virkelig forandring skal komme til stand må en platform for en ny politik dannes, en politik der har ambitionen at give retfærdighed til alle i samfundet og planerer for udholdelighed. Den der stiller op for et sådant initiativ hjælper ikke kun sig selv, men også alle andre i samfundet til retfærdigere livsvilkår.
GÅR DET AT FUSKE I TIDFAKTORSYSTEMET?
Eksempel: Man tænker sig at man giver melding om en lav timepenge, men får en betydelig højere. Derved kan både arbejdsgiver og ansat tjene på bedrageriet, tror man. Vi må da se på de regler der skal gælde for bedrifter. Bedriftens alle indtægter må faktureres gennem sparekassen og betalingen sættes ind på en skattefri konto, hvorfra alle i bedriften får sin løn kvitteret mod tidsafregning samt at gyldige investeringer skattefrit tages fra den samme konto.
Tidsafregningen administreres med computer og går daglig fra bedriften til skattemyndigheden (og sparekassen) hvor bægge er opkoblet til bedriftens sparekassekonto. Tidsafregningen kræver fysisk nærvær, og hvis man nu ville trænge til det – en række identifikationskontroller med personlige koder der kan gøres hvor så sikre som man ønsker.
Når penge tages ud fra kontoen kvitteres dette mod tidsafregningen, hvilkens personlige vilkår for hvert individ allerede er der i sparekassens computer. Udebliver tidsafregning spærrer udbetalingen. Hvis denne spærre på nogen ukendt måde kan hæves, bliver udtaget ført på bedriftens højeste løn angivelse, oftest bedriftslederens.
Man kan jo også tænke sig det usandsynlige at bedriftsejeren tager af egne penge og betaler lønnen som en gave. Men da er jo allerede tidskat blevet trukket fra disse penge og arbejdsgiveren må bogføre dette udtag på sig selv. Arbejdsgiveren må sædvanligvis ikke tage overtidserstatning ud, men kan selv bestemme sin timeløn. Rimeligvis vil man holde denne optimeret (laveste skat og størst mulige indtægt) og arbejdsgiveren har ingen rationel grund til at betale nogen med egne penge da det øger hans egen skat og han ikke får nogen fordel af denne ubegribelige adfærd. Den person der har fået pengene på denne usandsynlige måde har ikke gjort nogen tidsafregning på sig selv, hvilket skattemyndigheden naturligvis lurer på, hvis der ikke heller er blevet meldt om noget sygefravær. Tiden for sygefraværet må naturligvis også bogføres og bekræftes af læge og så videre. At holde et bedrageri i gang med så mange parameter indblandet bliver meget kompliceret og upålidelig som bedrageri betragtet.
Man kan jo også spørge sig hvorfor man vil fuske når man tjener meget mere end man tidligere har gjort. Hvis høje skatter fører til skatteflugt, så burde højere lønner og lave skatter føre til at viljen til at fuske mindsker i tilsvarende omfatning, særlig når skattetrykket generelt mindsker markant.
Der er intet der hindrer at det gamle og det ny system køres parallelt. Vi i det ny system bliver glade hvis I i det gamle »system« vil betale mere skat end nødvendig. Det mindsker skatterne i det ny system endda mere. Hvis bedriftsejeren alligevel på nogen måde kan betale penge til lønmodtageren uden tidskvittering, så må pengene komme fra ulovlig virksomhed af noget slag. Dette ligger udenfor tidskattesystemets kontrolmuligheder. Tidfaktorsystemet gælder når der fortsat bruges penge som betalingsmiddel. Hvis fusk kan konstateres, kan det ultimativ hinder da blive at penge ophører som betalingsmiddel og kun kontokort bliver gyldig betalingsmiddel. Da har man gjort forbryderisk virksomhed i det private umulig, men samtidig åbnet for omfattende øko-kriminalitet, plus at man har indført totalitarisme. Tab af frihed er et højt pris for at hindre unødvendig fusk.
TIDFAKTORØKONOMI ÅBNER NYE MULIGHEDER
Man må ikke glemme at et tidskattesamfund byder på så enormt mange flere muligheder til at tjene penge end dagens samfundsorden. Hvorfor ville man risikere at gå glip af dette kun for fornøjelsen eller spændingen ved at begå forbrydelser og derved måske fordærve sine fremtidige muligheder til at realisere de drømmer man en gang havde, at gøre karriære inden sit specialområde? Fremtidens udforming kommer an på hvad mennesker beslutter sig til at gøre i nutiden. Som jeg tidligere har nævnt foreligger med tidskat den fantastiske mulighed til at styre fremtiden med personlige initiativer og engagemang i stedet for at være nødt til at ængste sig for alle de uretfærdigheder som man er blevet uskyldig rammet af i det gamle »system« og som man ikke kan gøre ugjort.
I dagens »system« bliver man udblottet i en angivelseskalender hvor hvem som helst kan se hvor meget man har tjent, hvilket kan være fristende for visse mennesker der er i stand til at begå forbrydelser. I tidskattesamfundet er der ingen sådan kalender og ingen ved hvor meget penge nogen har. Desuden måske det er snedigt at holde sine penge tilgængelig i sparekasser for at undgå risikoen for at pengene bliver opløst. Den angivelseskalender der bliver aktuel i det ny system indeholder kun en opgave, nemlig timelønnen. Hvor meget penge man ejer fremgår ikke. Og jeg anser at det ikke er nogens business, ikke engang statens, hvis den vil kalde sig demokratisk. Hvis man har opfyldt sine pligter i lighed med alle andre medborgere, så har man opfyldt sin samfundspligt og dermed er det nok.
Nu og da hævdes det at priser burde variere i forhold til forskellige indtægter, hvilket jeg finder ubegribelig. Da er det fornuftigere at objektivere løndannelse sådan at afstanden mellem høje og lave lønner med tiden kan mindskes. I dag er enkelte lønner altfor lave i forhold til udrettet arbejde, ligesom andre er for høje. Produkter af forskellige slag har faste omkostninger der må dækkes i prisen plus at der må være en rimelig gevinst hvis det skal være noget motiv for at drive en virksomhed. Alle priser der ligger over eller under denne grænse er forkerte. Siden kan man ikke se bort fra, hvordan vi individer samvirker og handler på et s.k. marked gennem tilgang og efterspørgsel. Konkurrence på lige vilkår for alle kommer til at holde både omkostninger og priser tilbage i forhold til det monopolistiske marked der råder i dag og der virker i modsat retning med alle de negative følgevirkninger som dette medfører.
De største prisøgningsmekanismer stammer fra dagens beskatning, fiskale afgifter, inflation, bankrenter og gevinster, af såvel synlig som usynlig karakter, hvilke er de mest påtagelige hinder for demokratisk økonomisk udvikling og de er særlig vigtige at få ryddet væk. En anden prisøgningsmekanisme er den grådighed der blev fremdyrket gennem det gamle »system«: gevinstmaksimeringen, – dårligere kvalitet til højest mulige pris. Alle disse negative fænomener bliver effektivt modarbejdet af tidskattesystemet og dermed har vi givet en positiv injektion for det realproduktive erhvervsliv og den økonomiske infrastruktur i landet, der indebærer købekrafts- og velfærdsøgning og ikke mindst økonomisk tryghed for alle uden at nogen med rette kan påstå sig for at være uretfærdig behandlet.
Dynamiske effekter indebærer kæder af kausaleffekter der opstår når risikokapital bliver personlig ejendom der kan satses i nye bedrifter og projekter og så videre. Det må slås fast at den gamle industrialismes kapitalkrævende investeringer ikke kunne genereres af småfolket og ejere af egne virksomheder. I dag er teknikken så udviklet og sofistikeret at den økonomisk er tilgængelig selv for små bedrifter og beskedne investeringer. Forudsætningerne for en helt ny industriel struktur er i dag helt anderledes end i begyndelsen af 1900-tallet. Den samme sag gælder naturligvis for politikken. Det er kun mennesket der ikke er blevet forandret de seneste 50.000 år, hvilket man naturligvis må tage hensyn til. Menneskets kognitive ressourcer er nu ved at blive utilstrækkelige for den ny tids krav. Derfor er det vigtig at teknikken passes til menneskets forudsætninger og ikke tvært om, som tilfældet er i dag, hvis vi skal kunne undgå en eksistensiel katastrofe. Gårsdagens psykopatiske og bagstræbende magtmenneske, udviklet gennem jungelens lov, må stå tilbage for det konstruktive opfindelses- og opdagelsestilbøjelige moderne menneske. Her kan man tale om et virkelig paradigmeskifte.
Der er plads for politik selv efter at tidskat er blevet indført, men denne politik må nødvendigvis være grundet i sundt fornuft, befriet fra særinteresser, det vil sige følge de af naturen givne objektive forudsætninger.
FIKSEREDE VÆRDIBASER
Penge er et byttemiddel og basen i et målesystem for værdier inden produktion-distribution-konsumtion. Det må præcis som andre fysiske målesystem med værdibaser som meter, kilogram, liter og sekund være bestandig fra dag til dag – ja, over årtusinder for at kunne fylde sin opgave. Tænk selv, hvad der ville ske hvis metermålet ikke var stabilt. Vi ville ikke kunne bygge noget der tog længere tid end 10 minutter! Det samme gælder forstås også de andre mål inden deres brugsområder.
Hvis staten har taget på sig opgaven at give penge ud og holde pengeværdien stabil, så kan pengeværdien ikke tillades at flyve tilsyneladende planløst rundt som den gør i dag. Her er der tale om en økonomisk systemfejl. Dette går at rette gennem at indføre den uforanderlige tidværdibase i økonomiens skattedel. Vi opnår da stabilitet i økonomien og kan med enkle midler balancere pengeværdien og holde den på et stabilt niveau.
ET FALSKT MÅLESYSTEM FØRER TIL FUSK, BEDRAGERIER, TYVERI OG UDPLYNDRING AF REALPRODUKTIONEN:
Manipulationerne med økonomien er gået for langt. Udlåning mod rente bygger på at mennesker har svag selvfinansieringsevne. Hvis selvfinansieringsevnen stærkes fører det i forlængelsen til synkende rente og spekulation bliver mindre lønsomt. Det bliver interessant at tjene penge på arbejde eftersom det da lønner sig at arbejde.
I dagens økonomi er det tvært om. Man kan aldrig blive rig på at arbejde, det lønner sig simpelthen ikke. For at blive rig kræves i stedet en helhjertet satsning på spekulation. Det holder forstås ikke i længden. »Hvis alle køber aktier trænger ingen til at arbejde« er ikke et godt forslag.
Fra år 2000 er mere end halve den svenske befolkning lokket til i aktiespekulation med andres arbejdsresultat, gennem fond opsparingen. Der kommer til at blive en kraftig smæld i sin tid og alle småsparere kommer til at gøre store tab som sædvanligt. Det ny socialdemokratiske pensionssystem hviler også på aktiespekulation. Man spørger sig hvordan det rimer med de gamle socialistiske teser om arbejdets hellighed og spekulationens fordærv.
GLOBALE DOBBELTVALUTASYSTEMER
En løsning der kan forhindre et internationalt økonomisk sammenbrud indebærer at alle nationer skaffer sig en nationalt intern og ikke konvertibel parallelvaluta for hjemlige transaktioner. En separat international valuta fælles for handel, eksport og import i et globalt handelsområde kan senere dannes.
I dag kan den amerikanske dollar, samtidig national og international, som centralvaluta skaffe sig selvtagne privilegier, men også blokere andre lands indre affærer med blandt andet omfattende arbejdsløshed som følge. Glem ikke Vietnamkrigen, når dollaren sank til 2,70 svenske kroner og den økonomisk sammenkoblede oljekrise i 1973. I fremtiden kan euroen erstatte dollarens rolle og Sverige går da fra asken i ilden. ØMU tjener intet uegennyttig rationelt formål, men flytter kun problemernes ophav til en anden geografisk position og nye profiter. I sammenhængen kan også nævnes at den svenske Riksbank tager ind omtrent 6 milliarder i styrerenter til statskassen, hvilket tilfalder den ny Eurobank, hvis vi går med i ØMU. Risikoen for valutakrig mellem dollar og euro bliver akut. Resultatet af et forslag om parallelvaluta bliver derimod et socioøkonomisk løft for den hele verden. Forslaget er i tillæg stærkt konfliktløsende.
Når den ny økonomiske model er blevet konsolideret kan dobbeltvalutasystemet måske afvikles og gensidig respekt for hvert lands indre økonomiske affærer opnåes. Muligheden for at gå tilbage til dobbeltvalutasystemet ved tegn på økonomisk uro er altid tilgængelig. Jeg anser at det er et uafviselig krav at alle folk og statsbildninger skal være fri og suveræne. De skal dermed også eje ret til at kontrollere deres egne pengesystemer og deres egne økonomiske affærer uden indblanding fra ydre dominante nationale valutaer og valutaspekulanter.
BALANCE OG LIGEVÆGT
Mange spør sig hvordan det bliver med inflationen efter at tidskattesystemet er blevet indført og det er et kompliceret stof som jeg skal prøve at besvare, uden garanti for at det er rigtig (dog udførligere i bogen.) Forenklet kan man sige at eftersom tidskattesystemet er direkte koblet til et prestationslønsystem, så ophører spekulationsproblematikken, blandt andet til at forandrede ejerforhold og at renten presses mod nul. Derved kommer der i stort set altid til at være lige meget penge i omløb på markedet som der er tilsvarende dækning for i realproduktionen. For at håndtere inflationsproblemet trænges da kun mindre justeringer af pengemængden.
Dette bliver betydelig lettere efter at tidskattesystemet er blevet indført, eftersom indtægtsforskellene mellem mennesker minsker kraftig og kapitalen spredes og fordeles jævnere over den hele befolkning. I dag er nogle lønner for lave, andre er for høje i forhold til arbejdsprestation og kompetence. Der pågår en uafladelig kamp om pengene i samfundet og de realproduktive lønansatte er de stadige tabere.
FORSKELLIGE GRUNDER TIL AT LÅNE PENGE
Et eksempel på hyperinflation kan vi få hvis vi skuer tilbage på Tyskland under Weimar-republikken (1923). Der kunne et frimærke eller en tændstikæske til slut koste milliarder mark. Ikke mindre end 39 papirfabrikker og 1.783 trykpresser gik døgnet rundt for at fremstille papirpenge. Til slut blev inflationens heksedans så vild at dollaren på Berlinbørsen steg med 613.000 mark i sekundet. Når folk fik løn løb de af gårde for at omsætte pengene i varer der kun steg og steg i pris, fra dag til dag, til slut fra time til time. I midten af november 1923 satte regeringen stop for vanviddet og stabiliserede dollarkursen til 4,2 millioner mark, en kurs der var nøjagtig en milliard ganger så stor som den oprindelige paritet. Man indførte da også en ny overgangsvaluta 1923 der blev kaldt Rentenmark, der blev fikseret til en milliard (papir)-mark. Rentenmark blev erstattet 1924 med Reichmark med den samme værdi.
Det klassiske inflationseksempel opstår når krigsfare truer (ikke sjældent fremkonspireret af de finansielle interesser der tjener på krigen), og en pludselig mobilisering kræver umiddelbare økonomiske udgifter. Dette fænomen er et af de farligste økonomiske tilstand en stat kan havne i. Inflationen rammer desuden i hovedsagen den hjemlige befolkning. Når det gælder »nødvendige« indkøb (våben!) fra andre lande må man handle med »rigtige« penge, der må lånes udenlands. Dette har i alle tider været enkelt, da der altid har været spekulanter der står i kø for at låne penge ud til konflikter og krig eftersom dette er deres mest lønsomme forretning ideer. I begge tilfælde er det almindelige mennesker der må betale med skatter, svækkelse af pengeværdien eller renter, oftest alle udgifterne, desuden med deres liv. Statspolitikernes gældsætning kan indebære at et land bliver nødt til at afstå naturressourcer som gruber og skov samt infrastrukturelle ressourcer som vanddistribution, energi- og kernekraftsindustri og lignende til private udenlandske interesser. I forbindelse med Tysklands krigsskadeserstatning tog kreditorerne tyske realværdier i pant som sikkerhed og jernbanerne, toldvesenet, til og med Deutsche Reichsbank sattes under udenlandsk kontrol.
I forbindelse med krig opstår hurtigt leveransehinder, hvilket mindsker produktmængden og udvalget af varer; – varemangel opstår. Når så pengene konkurrerer om den knappe tilgang til varer får vi varemangelsinflation og da dykker fænomenet sort børshandel op.
LØSNING PÅ PROBLEMERNE?
Tidskattesystemet sætter spærre mod alle de ovenstående fænomener gennem sin integration af en værdibase i økonomiens skattedel. Realproduktionens resultat fordeles da retfærdig og balancerer og korrigerer derved det økonomiske systems mekanismer. Pengemængden holdes i balance med varetilgangen og renten presses mod nul gennem den øgende selvfinansieringsgrad i samfundet. Dette øger i sin tur investeringene, hvilket effektivt modvirker at monopol og kapitalkoncentrationer opstår gennem rente-på-rente-mekanikken.
Krig opkommer ikke sjældent gennem en kausalkæde hvor blandt andet udarmet erhvervsliv, arbejdsløshed, sult, revanchisme og fremprovokeret had mod udpegede syndebukker, f.eks. etniske grupper, starter en konflikt der overgår i krig. Men eftersom tidskattesystemet eliminerer arbejdsløshed, giver gode lønner, lave skatter, høj efterspørgsel og ekspansivt erhversliv, forsvinder såvel sult som misfornøjelse og en række andre konfliktfremkaldende tilstand samt naturligvis inflationen! Prøver for at fremprovosere revolutionære stemninger mislykkes. Derved får tidskattesystemet også konfliktinhiberende effekter, hvilket er nok så interessant.
ABSOLUT VÆRDIBASE FOR MYNTEENHEDEN?
Ifølge min bestemte mening stiller sig forslaget om at danne en uberoende værdibase for den selve mynteenhed praktisk umulig, eftersom det samme produkt fremstillet på forskellige steder af forskellige personer med forskellig energikrævende metoder – varierer i pris. Til syvende og sidst har vi også det faktum at en produkts salgsbarhed bestemmes af køberens subjektive vurderinger. Det økonomiske systems stabilitet må derfor påvirkes med andre metoder, hvilket i sig selv er et stof for en separat udredning. Man kan ikke se bort fra, at tilgangen på varer står i forhold til udsigten til gevinst i produktionen. Hvis prissætningen følger energimodellen leder synkende gevinster til mindsket tilgang til varer og konkurrence med lavere kvalitet eftersom man kun derved kan sænke priserne.
Hvis vi havde et ægte frit marked ville dog konkurrence på lige vilkår drive frem et balanceret prisniveau med lavere priser. Dagens s.k. »fri marked« er et luftslot der egentlig er den totale modsats til hvad den udgiver sig for at være. Den er et oligarkimarked der kontrolleres af et mindretal bedriftskæmper, der bliver færre med tiden, eftersom de kontinuerlig køber op deres mindre konkurrenter og hinanden. Resultatet bliver høje priser og et udarmet og ensrettet vareudvalg med gevinstmaksimerede lavkvalitetsprodukter. Den knapt identificerbare tilstand er altså det fri marked. Det er der angrebet på dagens spilleøkonomi må sættes ind. Jeg finder da at den effektiveste metode for at stabilisere pengeværdien og forbedre livsvilkårene for den største del af menneskeheden er at sætte en grænse for overudtag af skat og modvirke skatteovervæltende skatteplanering, eftersom skatten i dag i alt for stor udstrækning tages fra de mange økonomisk svage.
Skatteudtag ifølge den tidsrelaterede model tidskat med dens mængder af følger og implikationer er, selv hidtil praktisk har været prøvet i vestverden, teoretisk en uovertruffet metode for at danne værdibestandighed i økonomien, retfærdige lønner, øget produktivitet og købekraft, lavere skattetryk (flere mennesker i arbejde) og større skatteindtægter for samfundet og mindre udgifter. Der er intet der taler for at teorien ikke ville fungere i virkeligheden. Dette har at gøre med at modellen er knydt til en objektiv værdibase, hvilket er den samme sag som et naturharmonisk verificeret system. Sådanne systemer er objektive, det vil sige umanipulerbare og ufølsomme for subjektive, politiske forsøg på at påvirke systemet. Lige lidt som politikken kan påvirke metersystemet eller naturlovene, kan en tidfaktorøkonomi påvirkes.
Den mest fordelagtige og udholdelige pengeplacering man kan gøre er satsning på produktionsevne. Dette er også hvad der sker på aktiebørserne over den hele verden, en satsning på fremtidige gevinster fra realproduktion. Det uretslige element i dette spil er at kapitalets dannere, de der arbejder fysisk i fremstillingsindustrien, ikke bliver tildømt resultatet af sit eget arbejde. Dette sluses i stedet, med diverse snedige manipulationer, over til dem der spekulerer med andres arbejdsprestationer. For at mindske denne feudalistiske adfærd kræves to tiltag: dels en overgang til en ny objektiv retsgrund med en ny ejendomsretslovgivning og dels indføringen af tidværdibasen i beskatningen. Gennem disse tiltag bliver arbejdets resultat tilbage hos sine ophavsmænd. De lønansatte får da ejendomsret til resultatet af sit eget arbejde. Dette blev man tidligere nødt til at afstå til statens skattekrav, bedriftens ejere og til spekulationsmarkedets aktører, uden at forstå hvordan det gik til, eller engang at det var det der skedte.
Med integreret tidværdibase i skattesystemet indføres en ovre grænse for beskatning. Derved forhindres den nuværende vilkårlige beskatning af arbejdets resultat, hvilket sker uden hensyn til tidsbrug. Da kan den realproduktive arbejder (kapitalets dannere) konsolidere sin egen økonomi og investere i rationalisering, automation og så videre og successivt bygge op et fremtidig afkast i nye bedrifter. Derved medvirker man til at en værdibestandig prissætning opstår, hvilken balanceres af den fri konkurrences prispres og kvalitetskrav, der er de eneste konkurrencefaktorer der står til alles rådighed på et ægte frit marked og særlig for ejere af små bedrifter.
Naturens råvare har prisen nul, eftersom råvaren tilhører den der tager vare på den (bærene i skoven tilhører den der har plukket dem). I prisen for det bearbejdede eller foredlede produkt udgør råvaren værdien nul. Kun det tilsatte arbejde (merværdien) kan prissættes gennem beregning af energibrug. Dette ligger også med som en udgift i prissætningen. Men ovenpå dette kommer varens attraktionspotentiale vis-à-vis køberen hvilket sluttelig afgør prissætningen.
Af to individ der fremstiller ensartede produkter med den samme energiværdi kan den ene have kvaliteter (for eksempel kunstneriske og/eller funktionsmæssige) der giver foretrede i salgsfremgang foran den andre. Produktet indeholder en immateriel egenskab som køberen sætter pris på og vil betale ekstra for. Der sprækker muligheden til at give pengen en fast værdibase i energiindhold. Varens optimale pris er altid den pris som køberen er villig at betale. Hvis denne er lavere end fremstillingsomkostningerne opstår tab og det lønner sig ikke at fortsætte produktionen, hvilket fører til nedlægging og arbejdsløshed. Derfor stimulerer gevinstmuligheden i konkurrencemekanikken til øget tilgang til varer og dermed prispres og kvalitetsmaksimering og i tillæg balanceret værdibestandighed. Nøjagtig pris kun gennem energiberegning er både vanskelig at opnå og en ufordelagtig markedsfaktor. Så hvorfor gøre opnåelsen af målet vanskeligere end nødvendig?
Tidskattesystemet handler om en værdibase for det økonomiske system, transaktionsdelen, præciseret til skattesystemet; altså ikke for pengesystemet, hvor værdibase for at afgøre pengenes indbyrdes forhold (100 øre på 1 krone og så videre) allerede foreligger og værdibestandigheden i forhold til guld ikke længere er fikseret. Hvis værdibase ifølge energimodellen tillæmpes, frembringes et statisk marked uden udviklingsincitamenter. Vi får da planøkonomi; et samfundseksperiment der relativt nylig har kapsejset.
Et eksempel: Tvangsstyrt prissætning som tilfældet var i Sovjetstaten førte til groteske konsekvenser. Foder og korn til kvæg var dyrere end bagt brød, hvilket fik den naturlige følge at bønderne, i stedet for at købe foderråvare købte nybagt brød til at fodre kvæg med. Med værdibasekorrektiver i skattesystemet opnåes bevislig de største effekter på økonomien; uden tvang, ideologiske vedtagelser eller politisk priskontrol og med investeringsincitamenterne intakte som drivende motorer. Pengesystemets værdimæssige forhold til varer kobles til bedste pris for kvalitet gennem fri konkurrence, hvorved man også opnår en approksimativt stabil pengeværdi under normale forhold (fredsforhold).
ET NYT SAMFUNDSSYSTEM
Tidskattesystemet er ingen despoti og skiller sig fundamentalt fra alle dagens ismer. I tidskattesystemet opstår spontant økonomisk retfærdighed, materiel velfærd og social tryghed, effekter som de øvrige modeller mangler. En harmonisering af forholdet mellem prestation og evne bringer individet i ligevægt, hvilket er en forudsætning for såvel helse som velfærd og livskvalitet, ligesom kreativitet og udviklingskapacitet. Den rige verden, der for sin eksistens kræver et asymmetrisk handelsudbytte med u-landene, kan nu gennem stærkt forbedret teknisk kvalitativ og kvantitativ virkningsgrad producere til lavere priser, uden at trænge at parasittere på u-landenes udplyndrede arbejdskraft. U-verden kan da begynde at producere for sine egne hjemmemarkeder og udvikle sine samfund i overensstemmelse med egne forudsætninger og efter behov. Tidskattesystemet er her en udviklingskraft af enorme proportioner. Vestverdens overskud bør sættes ind som hjælp for u-verdens land, sådan at disse kan ekspandere deres økonomier og satse på udviklingsarbejde, ikke mindst for at forebygge fremtidige krig.
Når alle får gode muligheder til at realisere deres drømmer stimuleres arbejdsvilje, konstruktivitet og kreativitet, hvilket mindsker risikoen for konflikter og krig. Som en følge af dette øger mulighederne til samvirke og udviklingsfremmende resultat opstår gennem synergieffekter, hvilket fremmer både individer og samfund. Fred mellem tidligere stridende folk, regioner og lande kan nu opnåes eftersom frustrerende mangel på ligestilling og uretfærdigheder hurtigt forsvinder. Vi grunder hermed nye udholdelige samfund, hvilket aldrig tidligere har kunnet opnåes med de klassiske politiske økonomier. Et udholdelig samfund må med nødvendighed være et retfærdig samfund, hvilket også er hvad tidskattesystemet fører frem til.
Systemet overensstemmer i alle deler med FNs erklæring om de menneskelige rettigheder (MR), inklusive tilføjelser. Derimod står intet i MR om individets absolutte ret til resultatet af sit eget arbejde, hvilket vel må betragtes som et centralt tema i menneskets livsvilkår (artikkel 22 og 23). Beskatningen af individets løn må ske efter et for alle retfærdig system; ikke heller dette garanteres i MR. Tidskatten og dens forlængelse tidfaktorøkonomi opfylder kravet på retfærdighed til alle. Tidfaktorøkonomien får i sine mange gunstige følgevirkninger en civilisatorisk indvirkning på samfundsudviklingen, til forskel fra de klassiske politiske ideologier der er grundet i særinteresser: egoisme, grådighed, usund konkurrence og gevinstmaksimering, hvilket danner konflikter af alle slag og gennem begivenhedernes udvikling overgår i voldsaktioner der kan føre til krig.
Der er kritikere af alle nye ideer og forslaget om tidskattesystemet er ikke nogen undtagelse. Til tvivlerne i lavlønsektoren kan siges at de der ikke vil være med i det ny system kan vælge at blive skattet ifølge det gamle. Det er nemlig intet hinder mod at drive de to systemer parallelt. Resultaterne kan sammenlignes og burde give svar på spørgsmålet om hvilket der er mest gunstig for mennesker og samfund.
TIDSKATTESYSTEMET SOM EN LØSNING PÅ OVERBEFOLKNINGSPROBLEMET
Inden 20 år har verdens befolkning øget fra dagens omtrent 6 milliarder individer til 9 milliarder. Hvis øgningen siden fortsætter i den samme takt kommer vi om endda 20 år til at have en befolkning på omtrent 15 milliarder. Hvis vi ikke kan forsørge dagens befolkning, hvordan skal vi da kunne forsørge en mere end dobbelt så stor befolkning? Der cirkulerer nogle meget ubehaglige spekulationer om hvordan man kan reducere verdensbefolkningen radikalt, med rent kriminelle metoder: med spredning af smitsomme sygdommer, forgiftning og fertilitetssænkende metoder. Dagens matematisk eksponentielle befolkningstilvækst kommer til at blive et farlig problem, eftersom dagens begrænsede overlevelsesressourcer kommer til at blive endda mer anstrengt. Risikoen for konflikter og krig øger i tilsvarende grad.
Børnebegrænsingsprogrammer er fuldt udviklet i overbefolkede områder som Indien og Kina. Rapporter derifra er dog af ubehageligste slag, da metoderne for befolkningskontrollen er overdrevet brutale, for ikke at sige barbariske.
Af flere grunder burde vi hjælpe hinanden med u-verdens utallige problemer. Men i dag fungerer relationen i praksis så, at i-verden plyndrer u-verden på deres råvaretilganger og bryder sig ikke om indbyggernes leveforhold. Bevidstheden om befolkningstilvæksten der kommer til at ende med en katastrofe virker intressere vestverden nærmest med tanke på den egne sikkerhed. Ingen hensyn tages til den ufattelige lidelse som i-landenes økonomiske udpressing og politiske påtryk ligesom de transnationale storbedrifters aktion årsager mennesker i u-landene. Den materielle u-landshjælp i form af bistand og infrastrukturale projekter der er blevet prakket på de industrielt uudviklede land; i Bai Bang, Sabora Bassa, Assuan, Kot Male m.fl. steder, er ikke i første række hjælp for at stærke u-landene sådan at de kan overleve på egen hånd. Hjælpen sigter i stedet til at i-verdens gevinstmaksimerende bedrifter og store kapitalejere skal kunne udvinde endda mere billige råvarer for eksport via lavbetalt arbejdskraft. Den lokale befolkning bryder man sig bevislig ikke om i det hele taget.
Vestverden agerer ikke i første række med u-landenes bedste for øjnene, men mere for den egne profit. Når formålet virkelig er at gøre en indsats for u-landene (hvis man nu kan sige at indsatser for at frede den egne samvittighed gøres for deres skyld), viser det sig oftest at indgrebene i natur og miljø giver ophav til andre uforudsette skader, der danner nye problemer eller forværrer forholdene i landene. Det er en ualmindelig ond måde at lade som at man tager sig af problemer som ikke har sit ophav i andet end vestmagternes egocentricitet – lige bevidst i dag, som tidligere i historien.
U-landene betaler i dag mere i renter end hvad de får ind fra sin eksport af råvarer. For at række op til sin gæld og sine renter øges råvareudvindingen, hvilket desværre får til følge at det øgede udvalg sænker råvarepriserne på verdensmarkedet yderligere, hvorfor indtægterne næppe øger. Det der øger er i stedet jorderosion, sænkning af grundvandet og anden miljøødelæggelse, fattigdom og sygdommer. Dette er meget smart udregnet af dem der samvittighedsløst og til hver pris ønsker at øge deres kortsigtige gevinster.
ØGET VELSTAND GIVER LAVERE FØDSELSHYPPIGHED
Tomas Malthus og i senere tid blandt andre Georg Borgström var pessimister om mulighederne til en fremtidig tryg verden. Ingen af disse, og ikke heller oplysningsfilosoferne eller de klassiske økonomiske teoriers dannere, kunne identificere fejlen i deres økonomiske modeller: mangelen på den uberoende faktor – værdibasen som absolut korrektiv. Hvis man ser dagens befolkningsudvikling i en kausal sammenhæng er en stor del af det høje fødselstal årsaget af fattigdom og sult i verden. Mange børn er en pensionsforsikring i samfund med manglende sociale beskyttelsesnet, et kulturfænomen som man kan påvirke gennem at forbedre vilkårene for overlevelse. Den øgede fertilitet som fattigdommen resulterer i nedbringes snart gennem helsefremmende virksomhed, hvor både kultur- og helseaspekten kan påvirkes med en værdineutral retfærdig økonomi. Naturligvis kommer det til at kræves en bremsestrekning i tid før vi opnår nultilvækst og i bedste fald kan regne med en befolkningsminskning.
Vi ved at de skandinaviske lande og andre velfærdslande har lav fødselshyppighed, i nogle fald meget lav, hvilket åbenbart kommer sig af høj materiel velstand i disse land. Behovet for mange børn som pensionsforsikring bortfalder der af verdenslige årsager såvel som psykosociale grunder. Når tilgang til livsmiddel, alfabetisering og særlig højere skoleuddanning bliver alment udbredt øger forståelsen for kausale sammenhænger; også det er en tilvæksthæmmende faktor. Menneskers stræb efter livskvalitet og efter at forvirkelige sig selv kommer også til at sænke fødselstallet væsentlig. Altfor mange børn bliver dyrt og indsnævrer forældrenes egne muligheder til livskvalitet af forskellige slag, hvorfor spontan børnebegrænsing opstår. Sverige er et eksempel der bekræfter dette forhold.
MISFORHOLDENE KAN OPHÆVES
Hvis alle par får tre børn eller flere øger befolkningen. Hvis de får to børn afbrydes øgningen. Hvis de får ét barn minsker befolkningen. Spørgsmålet er nu om det er for sent at skride til verket eller om vi kan klare situationen inden de tidsrammer der er udmålt matematisk.
Ifølge FNs befolkningsstatistik finder 100 millioner samlejer sted i verden hvert døgn, hvilket fører til 910.000 svangerskab, hvoraf 50% er uplanlagt og 25% direkt uønsket. Hvert døgn udføres 150.000 aborter og 356.000 fødte børn dør af bakterie- eller virusbetændelser. Derudover dør et stort antal kvinder i forbindelse med aborter og forløsninger. Nettotilskuddet bliver 400.000 nye børn per døgn, eller omtrent 144 millioner per år, af hvilke mindst 30 millioner børn bliver overgivet og kastet ud på gaden, bliver solgt som slaver til industri, til privat manuel slavearbejdskraft eller prostitution. Ifølge FN-opgaver tror man at omtrent 250 millioner børn fra 5 til 14 års alder arbejder under slavlignende forhold (Avisopgave). En effektiv måde at stoppe disse misforhold er at indføre en ny økonomisk samfundsmodel, der bremser dagens sanseløse gevinstmaksimeringsstrategi og giver alle individer retslig mulighed til at leve på sit eget arbejde. Da tidsskattesystemet netop er et sådant livskvalitetsforbedrende system og desuden kan tillæmpes i alle lande over den hele planet uberoende af religion, kultur, civilisationsniveau og politisk statsform, er der formodentlig ingen anden metode for befolkningskontrol der er omtrent lige effektiv og human.
Til forskel fra de brutale metoder, der nu tillæmpes i verden, er tidskattesystemet et spontant fungerende og mangsidet system, der burde hilses velkommet med glæde af verdens fattige og udsugede folk. For yderligere at påskynde færden mod målet om en kontrolleret befolkningstilvækst bør industriverdenen sætte alle sine ressourcer i arbejde. Intense alfabetiserings- og oplysningskampanjer må startes over den hele verden. Nedrustning af våben og middel der gøres fri derfra burde investeres i tiltag for overlevelse og højere standard og for sygdomsprevention. Hvis en fremtidig befolkningskatastrofe skal kunne forebygges i en nær fremtid, så må vi begynde nu. Med en successiv spredning af tidskattesystemet og andre indsatser der løber parallelt med dens etablering ville trolig en begyndelse til forandring kunne finde sted inden et tital år.
TIDSKAT – TIDFAKTORØKONOMI – SAMFUNDSAFGIFT
Tid for nytænkning og menneskets befrielse fra magtens repressive kontrol! Lad mennesker leve efter deres forudsætninger – følelsesmæssig, kunstnerisk og kognitivt intellektuelt! Lad en forbløffende udvikling befri os fra dagens vanmagt og handlingslammelse!
Hvis tidskattesystemet slog igennem politisk, ville det stimulere opfinderne til at starte mængder af nye bedrifter, nye arbejdspladser og en teknisk udvikling som landet aldrig tidligere har skuet. Tidsskattesystemet løser i stort set op alle økonomiske hinder der i dag bremser teknikkens udvikling og modarbejder nye opfindelser. Det udvikler samfundet permalogisk, demokratisk, socialt, økonomisk og teknisk, og konsoliderer en på lang sigt udholdelig planering. Det hele koncept fungerer analogt med naturlovene og naturens egne system. Det indebærer desuden et videnskabelig forhold til opdukkende problemer.
Dagens progressive skat på øget indtægt fra overtidsarbejde gør at skatten øger i større udstrækning end den indtægt der genereres. Dette fører til at overtidsarbejde bliver ulønsomt samtidigt som muligheden til at bygge op en egen kapital effektivt forhindres. Ved tidsfaktorberegning af skatten tilkommer i stedet timer udenfor tidsskatten skattefrit, hvortil overtiden også hører, hvilket øger selvfinansieringskapaciteten og presser renten mod nul. Denne effekt er umulig at opnå i ethvert af de gamle systemer.
GEVINSTMAKSIMERING
Staten fremmer kapitalismens gevinstmaksimeringsprincip, hvilket fører til at medborgeren kommer i økonomisk bekneb udover de fiskale skatter og afgifter. Derved fremtvinges behov for lån til køb af f.eks. bil; en snedigt arrangeret tjeneste til banker og bilfabrikanter som næppe en eneste bilkøber er bevidst om. Desuden er dette et miljøspørgsmål som regeringen påstår at den værner om, men den årsager tvært om miljøødelæggelse gennem at undlade at rette forsætlige fejl i vareudvalget. Dette gælder også det øvrige erhvervsliv der forsætligt bygger ind forkortet livslængde i alle produkter for at få sælge mere. Men samtidig årsager dette større affaldsbjerg end nødvendig, og dermed øgede samfundsomkostninger for miljøet.
Opfinderen og den ægte fabrikør (ofte den samme person) har, i lighed med kunstnerssjælen, en lidenskab for at gøre sit bedste; opfinde, konstruere og producere kvalitet. Tanker på gevinstmaksimering er ikke dennes fremste intresse, men snarere at gøre et arbejde som man kan føle sig stolt over. Opfinderen manifesterer sin personlighed i sit arbejdsresultat. Det er dette der driver det kreative menneske videre til nye opfindelser og forbedringer af gamle. Så længe der er penge til at tjene på tidligere økonomisk maksimerede konstruktioner er det dog ingen på gevinstmaksimeringens marked der vil sælge opfinderens nye produkter.
KONSUMTIONSHYSTERI OG AFSINDIG GRÅDIGHED?
De der er urolige for konsumtionshysteri og afsindig grådighed som en eventuel følge af at tidsskattesystemet indføres kan tage det med ro. I dagens økonomi er konsumtionen nærmest til at ligne ved den i en slumøkonomi, hvor folk aldrig har råd til at købe hvad de virkelig trænger til. Mennesker sløser bort deres penge på dårlige surrogat eftersom de sparsomt forekommende kvalitetsprodukter er for dyre. Dårlige produkter trænger gode produkter ud i den type af økonomi der råder nu til dags. Undersøkinger i USA viser at 99% af råvarer og material for fremstilling af produkter havner på lossepladsen i gennemsnit 6 uger efter salg. (Kilde: Cornerstones Right Livelihood Foundation.)
Alle produkter kan få mindst dobbelt så lang livslængde som de har i dag. Dermed halveres affaldsbjergene. Med tanke på ovenstående relaterede livslængde på 6 uger, ville 1 års livslængde indebære en minskning af affaldsbjergene til knapt en ottendel eller 12%. Da der ikke er noget der hindrer os fra at fremstille produkter der holder i mange år, indebærer dette at affaldsbjergene og miljøødelæggelsen kunne krympes til nogle procent af dagens niveau.
Recirkulerende produktionsmetoder burde blive norm i det økologiske samfund som tidsskattesystemet fører til. udholdelige investeringer medfører minsket belastning, når for eksempel minskede energiudgifter øger såvel købekraft som investeringskapacitet på andre områder. Mængder af økologiske opfindelser er allerede færdige til at eksploatere når risikokapital bliver tilgængelig. Hvis købekraften på sådanne produkter øger, ekspanderer også erhvervslivet. Produkter med kvalitet til bedste pris bliver tilgængelige og konkurrerer masseproducerede gevinstmaksimerede søppelvarer ud. At det kommer til at blive sådan beror på at den eneste mulighed som det fri marked tilbyr ejerne af små bedrifter, med deres begrænsede ressourcer til at kunne hævde sig mod storfinansen, er at satse på høj kvalitet og lave priser. Deres innovative kapacitet garanterer at kun de bedste konstruktioner inden hver specifik branche kan gøre sig gældende.
Den ny erhvervslivsstruktur premierer lokal produktion, der minsker transportomkostninger og forurensninger samtidigt som kæmpestore erhvervskonglomerat i form af dagens dominante multi- og transnationale bedrifter taber markedsandeler. Erfaringen viser at adgang til stor kapital fører til investeringer i tekniske forbedringer og livskvalitet; bedre boliger, alternative energisystemer i den økologiske sektor og højere kvalitetskrav på produkter af alle slag. Dette minsker miljøødelæggelsen og muliggør restaurering af vores i dag altfor højt belastede planet.
Jeg tror ikke jeg har truffet nogen der ikke har forsvaret forestillingen at biler må ruste, eftersom selskaberne ellers ikke får sælge nogen nye biler og da bliver det arbejdsløshed. Dette standpunkt gælder så længe som den egne bil er relativt ny. Formodentlig er det tvært om, at man får sælge flere biler hvis de ikke ruster. Man må naturligvis gøre en del kringangreb for at bringe systemet i funktion.
Drivmiddelsskatten sænkes og faste omkostninger for eje af køretøj ophæves. Bilskatten og andre små afgifter indbefattes i drivmiddelsomkostningen, ligesom trafikforsikringen. Med dette opnår man en sejr for retfærdigheden, nemlig at det køretøj der er i brug kort tid betaler mindre og det der har lang køretid betaler mere, i overensstemmelse med uheldsrisikoenes korrelation med tidsbrugen. Biler der ikke ruster kan recirkuleres til hundre procent, til forskel fra det molekylaraffald som vi sprer som rust over den hele planet og som aldrig kan recirkuleres. Naturligvis skal bilerne drives med hydrogen, der efterlater sig nul eksos. Dette scenario bliver nærmest uundgåelig i tidsfaktorøkonomien, når etablering af nye bedrifter og initiativ øger og arbejdsløsheden minsker, og når højere indtægter fra skattefri arbejdstimer bliver en fordel for hvert menneske. Renten synker, hvilket gør alle økonomiske transaktioner lettere, samtidigt som produktive aktiviteter øger i samfundet.
NATURLOVERS INDVIRKNING
Alt levende er dannet af naturlover, der også har dannet den fysiske materie, der i sin tur er uvilkårligt involveret i det levendes fortsatte eksistens. Af denne grund er det urimelig at samfundsformer med tilhørende støttesystem ikke er naturlovsbundet. Til forskel fra dyrene, der lever i et økologisk system, befinder sig mennesket under leveforhold bygget på et naturfiendtlig økonomisk system i oposition mod økologiske vilkår. Selv om nu mennesker med deres abstraktionsevne og »fri vilje« kan udtænke systemer og funktioner der ikke er i overensstemmelse med vores konstitutionale beskaffenhed, det vil sige med naturlovene, er der vel ingen grund til at konstruere modsatsforhold til naturens orden med vilje? Trods alt er det jo det der er sket og der fortsat sker, hvilket har givet magthaverne »lovstøttet ret« til at plyndre og gå hårdt frem mod undersåtterne efter eget skøn. Økonomien, retsordenen og det politiske system i samfundet må rimeligvis være i overensstemmelse med menneskers konstitutionale beskaffenhed og naturlover, hvis man skal kunne opnå en konstruktiv og synergetisk samvirkning mellem de grundlæggende vilkår for menneskelig liv.
Den økonomi der i stort set har været rådende de seneste 3.000 år er en videnskabsteoretisk anomali, et skamløst bedrageri og en voldtægt på menneskeheden og den hele planet. Dens særmerke er at den har åbnet alle sluser til et endeløst lurendrejeri, hvor en klartenkt og umoralsk minoritet har luret det harmløse og troskyldige flertal på resultatet af dets arbejde, uden at disse mennesker har forstået hvordan det er gået til. Derfor har også den gamle økonomiske løgn kunnet bestå i tusindvis af år uden nævneværdige forandringer. I stort set alle uheld der har rammet menneskeheden, bortset fra jordskælv, vulkaneudbrud, kosmiske katastrofer og sådant, har sin oprindelse i den økonomi der har taget fra de fattige og givet til de rige og der har taget livsbetingelserne og magten fra det almindelige menneske og givet den til personer der vinder tilfredsstillelse ved at udøve magt og bestemme over andre; i dag ligesom i historisk tid.
Når det gælder retsordenen kan det være på sin plads påny at betone at ejendomsretten aldrig er blevet støttet i vores retspositivistiske lov. Ejendomsretten falder under købeloven og jordabalken. Dette medfører at kun den der har tilstrækkelig med penge kan eje noget af betydning for den egne livsføring, mens den der ikke har tilstrækkelig med penge mangler ejerskabets fordeler. Den fattige er tvunget til at låne og pantsætte sin ejendom ved investeringer eller indkøb af kapitalvarer. Det indebærer i praksis at det eneste der kan ejes er det der købes. Den der har penge kan eje. Den der ingen penge har kan ikke heller eje. Arv og gave kan ejes, men er underkastet restriktioner. Det vigtige at opdage i dette er at arbejde aldrig har lagt og ikke heller i dag lægger grund for ejendomsret.
Staten kontrollerer individene; dog ikke på den samme måde som slaveejeren ejer slaven, men på en mer udspekuleret lumsk måde. Slaveejerens kapital er slaverne som han må bryde sig om og holde ved liv. Staten har ingen personlig kobling til sine produktionsfaktorer (slaverne), men kræver resultatet af deres produktionskapacitet uden at disse indser at de bliver frataget resultaten af deres arbejde. Når den der har penge køber en bedrift, ejer denne både bedriften og dens ansatte. Dette bevises af at ejeren af forskellige grunder kan lægge ned bedriften og gøre de tidligere ansatte arbejdsløse, berøve dem deres forsørgning, berøve dem deres boliger og sætte dem på bar bakke. Dette er ejerforhold der ligner på de som slaveejeren havde til sine slaver. Er der nogen forskel? Ja, at gamle tiders slaver indså at de var livegne, hvilket dagens slaver ikke ser. Det der er sket i dag er at man tilsyneladende er gået fra det antikke slaveri, men man kan fortsat eje andre menneskers livsvilkår uden at nogen sætter et spørgsmålstegn ved dette.
Videre i analogien indebærer ejendomsforholdet at slaven, i historisk tid såvel som i nutid, kan berøves resultatet af sit arbejde. Hvorfor er der ingen lov der fastsætter at den understilte ejer resultatet af sit eget arbejde? Jo mere den understilte arbejder for at opnå økonomisk tryghed og konsolidering, desto mere må han/hun skatte bort i dagens økonomi. Med en sådan samfundsorden gives individet som skatteydere ikke mulighed til at udvikle sin specifikke evne og styre sit eget liv efter sine forudsætninger.
INDSIGT ELLER ANINGSLØSHED?
De der hæmningsløst udnytter økonomiens tryllekunster for egen vinding, er muligens selv ikke fuldt bevidst om deres virksomheds uretslige art og skadelige følger, der angriber dem selv i lige høj grad som alle andre i apokalypsens finale. Dette tyder på at motivet til deres tvivlløse parasitose ikke har sit ophav i rationel tænkning, men snarere i en emotionelt tvangsmæssig adfærd, der af et ældre samfund blev betegnet som dødssynden grådighed. En nutidig psykologisk betegnelse er psykopati, eller hvis personen har større intellektuelle og sociale ressourcer; sociopati, hvilke bægge diagnosticeres som personlighedsforstyrrelser. (Se hjerneforsker Matti Bergströms bog »Hjärnor i politiken«, Wahlström & Widstrand 1999.)
De altfor mange menneskers ureserverede tilbedelse af disse såvel politiske som økonomiske udviklingsmarodører tyder ligeså på at defekten har enorm suggestionskraft. Fra år 2000 er den større del af det svenske folk involveret i spekulation med andre menneskers arbejdsresultat, gennem de mange sparfond der løber som en præriebrand gennem landet på grund af sanktion fra den socialdemokratiske regering. Det seneste pensionssystem hviler også delvis på aktiespekulation. Og det er den socialdemokratiske regering der driver den politik som man har påstået og påstår sig for at kritisere, og som man ønsker at erstatte. Dagens politik ville ikke have været mulig for et antal tiår siden uden massive protester fra partiets vælgere. Det er høj tid at påvise systemfejlene og prøve at sprede indsigten om at en befrielse fra tidsaldrers forbandelse er mulig, trods alle vaneforestillinger derimod.
LØNAFSTANDEN
Trods at produktionskapaciteten ved hjælp af moderne teknik er blevet hævet til enorme højder får de ansatte i dag kun en forsvindende lille del af resultatet i løn (eksistensminimum). Men til og med i den selve realproduktion og dens administration foreligger uretfærdig adskilte lønner (lønafstand). Hensigten med dette er trolig at danne forskellige løngrupper der kan hidses mod hinanden og danne splittelse blandt de ansatte. Misundelses- og syndebukstrikket forvirrer da lønmodtagerne sådan at de misser at angribe den direkte grund til lønuretfærden, det vil sige slavlønnen i forhold til den enormt øgede produktionsgevinst.
Så længe som man stresser frem misundelsessyndromet kan de lavlønte aldrig samvirke tilstrækkelig for at søke løsningen i etableringen af en ny ejendomsretslov der giver individet ejendomsret til resultatet af sit eget arbejde. I dag er der altså ikke sådan nogen lov. Personer i ledende positioner, politikere og bankfolk, bevilger sig selve og udvalgte tjenestemænd høje lønner og privilegier. De får på denne måde de underordnedes loyalitet uden at der egentlig udrettes noget realproduktivt. Bureaukrati, regnskaber, lovkineseri, kontrol, overvågning, politisk tilsyneladende arbejde og pengejobberi kan næppe siges for at være realproduktivt. Disse fænomener kan ikke sælges/eksporteres. De der befinder sig på verkstedsgulvet, i plejesektoren, i serviceerhverv og nødvendige tjenesteerhverv udfører den egentlige produktion, der danner kapital. Men de har samtidig de laveste lønner.
Disse senere er samfundets egentlige slaver, der på grund af at de ikke forstår de kausale forbindelser ikke heller indser sin egen situation. På grund af de unødvendige udgifter der opstår gennem høje lønner og overbefolkning i administrationen foreligger et uacceptabelt løngab mellem lavt- og højtbetalte lønmodtagere, hvilket også gælder inden den direkt realproduktive kapitaldannende virksomhed. Det egentlige formål med lønforskellene er at danne splittelse blandt arbejderne sådan at de bliver luret til at stride mod hinanden i stedet for at samvirke for at rydde væk systemfejlene: nemlig mangelen på skatteteknisk værdibase. Derved begrænses perspektivet over løndannelsen til at dreje sig om faglig isolerede øer. Man oplever kun uretfærdigheden i forhold til »nabofagforbundene« (et symptom på det forsætlig dannede rævespil i økonomien og politikken), og undgår på den måde at opdage den virkelige årsag til uretfærdigheden. Udenfor synskredsen suger skatter, renter, gevinster og aktieuddelninger kapital fra realproduktionens resultat. Et infernalsk trik kommer stadig tilbage i alle politiske sammenhænger, nemlig at få de angrebnes misfornøjelse til at røre sig om noget andet end den virkelige årsag. På engelsk: man danner en »ghost target«, det vil sige en spøgelsesmåltavle.
Men statsgælden er fortsat (år 2005) oppe i godt 1.400 milliarder. Renten der tilkommer (7%) er mere end 100 milliarder per år (ifølge Rigsregnskaberne). Man har lånt til konsumtion i stedet for det sædvanlige: til investeringer. Derved har man undgået sulteopløb og måske revolution. For magthaverne er intet pris højt nok for at blive tilbage ved sine kødgryder. Statsgælden i Sverige tilsvarer 280.000 svenske kroner per skatteydere plus 23.000 svenske kroner per skatteydere og år i rente. Tal om at leve over sine indtægter!
Denne gæld kan vi aldrig betale med den politik der drives i dag, ikke uden at havne i andre vanskeligheder. Vi sidder fast i lånefælden og låner allerede nye penge for at betale renten på de gamle lån. Derved øger gælden automatisk og kommer til at øge i al fremtid, eller til det hele spil kollapser. For nærværende hører man daglig at »Sverige går bedre end nogen sinde«. Ja, for den rationaliserede industri og aktieejerne der ikke længere trænger til arbejdsløshedens mennesker og aldrig mere kommer til at trænge til dem. Dette eftersom roboter og automation har overtaget deres arbejdsopgaver og overladt de manuelt arbejdende til en eksistens i en voksende slum og i yderlighedstilfælde til hjemløshed.
Er det ikke meningen at teknikkens velsignelser skal komme alle i samfundet til gode eller er det kun en privilegieret gruppe der skal velsignes med luksus og overflod i en udstrækning som de lavlønte aldrig kan drømme om? Til denne udvikling har organisationerne i arbejdslivet effektivt medvirket med sin bedragerske lønforhøjelsesfundamentalisme uden at forandre de betydelig vigtigere ejendomsretsforhold. Kunne man ikke have løst problemet på anden måde? Nu kan vi gøre det…med tidsskattemodellen, der har været kendt for flere af samfundets mer indflydelsesrige personer siden 1976. (Da blev tidsskatteforslaget lagt frem til rigsdagen; den 26. januar 1976). Ved dette tidspunkt havde man kunnet rette problemerne ud og undgå dagens statsgæld, der for lang tid fremover kommer til at henge som en møllesten rundt halsen på alle skatteydere.
MENNESKEHEDENS FØLGESVEND SIDEN TUSINDVIS AF ÅR – SLAVERIET
Betegnende for det klassiske slaveris mekanik var at den hele arbejdsprestation tilfaldt slaveejeren undtaget omkostningen for føde og bolig, og bægge disse »goder« var som regel af usleste kvalitet. Men slaven var ligevel en kapital der måtte holdes ved liv for at afkastet ikke skulle gå tabt. Denne lille irritation har man elimineret i dagens kapitalistiske monopoløkonomi.
Dagens slaveri er brutalere end nogen sinde tidligere med tanke på at afidentificeringen af slaven og dens anonymitet i samfundet gør at slaveejeren ikke engang kender sin slave og dermed ikke risikerer emotionalt at bevæges af medfølelse for sit offer. Hverken plyndringsverket (skattecenteret og inddrivelsesmyndigheden) eller statspolitikerne bekymrer sig det mindste når slaven bliver opsagt fra sin bolig, skilsmissen er et faktum, børnene driver rundt på gaderne og faderen drikker sig ned på grund af arbejdsløshed og måske til sidst tager livet af sig. Det vidt omtalte sociale beskyttelsesnet fungerer kun når ingen trænger til det. Og det faktum at en familie ikke længere kan klare sig på én løn, snart ikke engang på to, bekræfter at slaveriet på ingen måde er blevet ophævet i virkeligheden. Slaveriet har kun skiftet ham og er i dag så sofistikeret at slaven selv ikke er klart bevidst om sin situation.
I desperation over svigtende forsørgingsmuligheder spiller tre millioner svenske hushold bingolotto hver uge, som resultat af socialdemokratiets folkehjemstanke. Hvert år taber det svenske folk 25 milliarder i spil af forskellige slag. Tre statlige kasinoer med pokerstationer er de seneste eksempler på regeringens (socialdemokratiets) desperation. Det omfattende skattefiffel der pågår i samfundet, hvor høj som lav, rig som fattig, er af den samme betænkelige sort, er et generelt bevis for at samfundsånden svigter når anstrængelserne (skatter, afgifter og renter) bliver for høje og tilliden til landets regering og politikere minsker. De realproduktivt arbejdende individers beholdning af det egne arbejdes resultat efter at skatter, renter og afgifter er betalt er i dag en forsvindende lille del af arbejdsprestationens sammenlagte resultat, så at begrebet slaveri naturligt trænger sig på. Det lønner sig ikke at arbejde, altså må man jobbe sort, hvis man vil overleve. Det etablerede samfunds røveri fører til konflikter og strid hvor den stærkeste part vinder. Røveri og grådighed er kusiner til politiske krav på magt, hvorfor disse dødssynder har dannet en korporativ troika, hvor de indblandede særinteressers krav bliver opfyldt på bekostning af de økonomisk svage.
Staters politikere har i alle tider gennem lovgivning tiltvunget sig monopol på vold og tyveri og tager med magtmiddel hvad de vil have. Men meget vil have mere og plyndringen eskalerer indtil intet mere er tilbage at røve, hvorefter spillet imploderer og en dekapitaliseringsfase tager ved. Der befinder vi os i dag kring årtusindskiftet. Måtte totusindtallet medføre at det hidtil rådende råhedsspil nu kan begynde at blive opløst og efter hvert skiftes ud mod et livs- og naturlovsharmonisk konstruktivt ægte samfundssystem for mennesker og natur! I en diktatur regerer man med vold. I et demokrati regerer man med falske løfter. Volden er tydelig for alle, men løfterne trænger ingen til at tage ansvar for eftersom de glemmes bort af både politikere og vælgere umiddelbart efter at de er blevet proklameret. »DEN DER ER SAT I GÆLD ER IKKE FRI.«
NATURLOVENE VISER FORSKELLEN MELLEM RET OG FEJL
Naturlover gælder ensartet i det hele univers, men kan skinbarlig tage sig varierende ydre former beroende på positionen i verdensaltet. Vi trænger ikke til at bekymre os så meget om disse konsekvenser for andet end vores egen planet, hvilken som bekendt er hjemsted for biologisk liv. På vores unike himmellegeme er liv opkommet gennem naturlovene. Disse er helt upåvirkelige af menneskers vedtagelser, hvor demokratiske de end er. Eftersom natur- og livslover danner liv er de livsfremmende (deskriptive lover). Ville de ikke være det, så ville ikke heller liv eksistere. Konklusionen bliver at alle politiske vedtagelser og tiltag, der fremmer liv og livets udvikling, set fra det levendes perspektiv, må være objektivt retslig. Følgelig må da alle vedtagelser og tiltag, der går i modsat retning, være forkerte. Eftersom alt liv, der er til her på vores planet, er dannet af de samme naturlover, ejer alt liv ret til at eksistere.
Hvis vi specialstuderer menneskeslægtet (eftersom dette er den mest kaosdannende art på planeten og ophavet til de fleste problemer) ejer hvert individ hjemstavnsret og eksistensret her på jorden. Uretfærdigheder og undertrykkelse i verden er til stor del følgevirkningen af den magtpolitiske lovgivning (normative lover). Hvis den gode vilje lå til grund for alle politiske vedtagelser ville disse problemer for længe siden være blevet ryddet væk.
ALT DER FREMMER LIV OG NATUR ER RET, ALT DER ØDELÆGGER ER URET!
Når man betragter lidelsen i verden og spør efter årsagen, kan man ifølge kausalloven (årsag og virkning) fastslå at naturfiendtlig lovgivning må være en afgørende årsag til al elendighed. Det kan rimeligvis ikke være naturlovene der giver ophav til ødelæggelsen eftersom disse tvært om altid værner om og beskytter alt liv. Følgelig må alle politikere, der tror at de kan give lover, kontrolleres sådan at deres vedtagelser gøres i overensstemmelse med natur- og livslovene. Alle demokratisk gjorte vedtagelser der underordner sig naturlovene burde da være ret, mens alle vedtagelser der går imod naturlovenes livsfremmende måde at virke automatisk skal forklares ugyldig.
I den kaotiske tid vi lever i nu, med akselererende økonomisk-politiske kriser og øgende social uro, burde et socioøkonomisk eksperiment med tidsskattesystemet gennemføres under videnskabelig kontrol for at få svar på om det ny system fungerer eller ikke; gennem resultaterne af det praktiske udfald. Det ville være nødvendig med et sådant eksperiment eftersom de fleste ikke opfatter den teoretisk videnskabeligt kausale konklusion som tilstrækkelig overbevisende. Det forholder sig naturligvis sådan at et analytisk og konstruktivt individ let indser den ny models relevans, i overensstemmelse med al anden naturlovsbundet videnskab.
AT VIDE ELLER IKKE VIDE HVAD MAN VIL – DET ER SPØRGSMÅLET?
Burde det ikke være netop indsigter i naturvidenskab og konkret erfaring af erhvervslivets problematik i alle dens former; produktionsprocesser, finansiering, risikokapital, udviklingsmuligheder, opfinderes retslige beskyttelse, patentlovgivning, immaterialret og så videre, som ledende politikere skal kunne afkræves?
Vi burde tage en pause for at tænke over retningen på den videre udvikling. Forskingens kundskaber og indsigter i naturvidenskaberne er i dag så omfattende at vi, hvis vi lader fornuften styre, kan påvirke og forudse, hvad der kommer til at ske. Vi må tage os sammen og indse at de gamle politiske koncepter nu har spillet ud deres rolle og at vi må danne en ny samfundsmodel. Vi har et udmærket træklokomotiv i tidsskattesystemet, der efter hvert kan belastes med alle nødvendige reformer. Den første opgave må være at introducere og konsolidere denne indsigt hos mennesker.
Eftersom den pædagogiske opgave er kolossal er det første skrit at finde kompetente medhjælpere og sympatisører. Hensigten med denne bog er at finde disse.
MÅSKE ER DU EN AF DEM?
Bogen er kun udgivet på svensk (Deus ex machina) og kan købes via
ADLIBRIS
BOKUS
CDON